Dødsbilist slog kvinde og to børn ihjel: Jeg er meget psykisk i bund

Anklageren i sagen om den lettiske spritbilist forlanger tre år og ni måneders fængsel

Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix

Inden domsmandsretten gik ud for at votere om straffen til den 24-årige lettiske mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab på en kvinde og to børn på syv og ni år, fik den tiltalte muligheden for det sidste ord.

Det takkede han ja til og tændte sin mikrofon.

- Jeg beklager rigtig meget det, der er sket. Jeg tænker på det hver dag og er meget psykisk i bund. Jeg beklager virkelig, virkelig meget, sagde den 24-årige lettiske mand.

Forinden havde anklager Iben Holm procederet for tre år og ni måneders fængsel samt frakendelse af kørekortet og udvisning af Danmark for bestandigt til den lettiske mand, der er tiltalt for uagtsomt manddrab på en kvinde og to børn.

Alt sammen for at sende et vigtigt signal.

- Det er svært at vurdere straf i sådan en sag, for lige meget hvad straffen bliver, kan vi aldrig gøre om på skaderne, der er sket. Derfor kan det hele måske virke ligegyldigt, men det er det ikke, understregede Iben Holm i sin procedure.

- Vi skal nemlig sende et signal til alle, der færdes i trafikken - et meget vigtigt signal. Det er et signal om, at vi virkelig skal tænke os om og opføre os ordentligt. Ingen af os kan undgå trafikken, og vi kan heller ikke undgå at sende vores børn ud trafikken. Når man kører mindst 137 kilometer i timen alt for tæt på midten og uden lys kombineret med spirituskørsel, så er man virkelig farlig. Det er ikke noget, man kan komme til, uden det er med vilje.

Se også: Spritbilist dræbte kvinde og to børn: Bestod aldrig køreprøven

Forsvarer Kim Stensgård sagde i sin procedure, at det hele afhænger af, om der bliver vurderet, at der er kørt særdeles hasarderet kørsel.

- Er der ikke det, burde straffen være halvandet til to års fængsel. Er der derimod bevis for særdeles hasarderet kørsel, skal straffen være to til to et halvt års fængsel, sagde han og henviste til andre domme i lignende sager.  

Forsvareren mente heller ikke, at der er grundlag for at frakende førerretten for bestandigt. Derimod procederede forsvareren for fem års frakendelse af kørekortet.

Mor, søn, datter og veninde
Imens sidder to familier tilbage med tabet af personer, de elskede højt. En far skal nu få hverdagen til at fungere med en syvårig datter, der har mistet sin mor og sin to år ældre bror i ulykken, som hun selv var med i, men mirakuløst overlevede med flere brud på højre arm, talrige brud på ribbenene, en ti centimeter lang flænge i hovedet og skader på leveren.

Et andet forældrepar skal hver dag stå op til en dag uden deres lille pige, der var passager i bilen og døde på stedet. Den dræbte syvårige pige var veninde til den overlevende pige og var sammen med den 41-årige kvinde og den niårige dreng på vej til et sportsarrangement i den lokale hal.

Dommen ventes at falde torsdag klokken 14.30.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere