Dødsdømtes sidste ord: - Få det nu overstået

USA har henrettet seriemorder, der blandt andet voldtog og dræbte 15-årig pige

Alfredo Prieto, 49, er henrettet med giftsprøjte. (Foto: AP)
Alfredo Prieto, 49, er henrettet med giftsprøjte. (Foto: AP)

En seriemorder, der blandt anet var dømt til døden for sexdrab på en 15-årig pige, er blevet henrettet i et fængsel i den amerikanske delstat Virginia.

Alfredo Prieto, 49, blev henrettet med en giftsprøjte med lægemidlet pentobarbital, som Virginia til lejligheden havde fået fra fængselsmyndighederne i Texas.

Prieto, der var iført briller, jeans og en lyseblå skjorte, viste ifølge Associated Press ingen tegn på følelser, da han blev spændt fast til briksen.

- Få det nu overstået, sagde han, efter at han havde takket sine advokater og familiemedlemmer for deres støtte.

Prieto blev dømt til døden i Virginia i 2010 for drabet på et ungt par to årtier tidligere. Rachael Raver og hendes kæreste, Warren Fulton, blev fundet dræbt af skud i en skov.

I 2010 befandt Prieto sig på dødsgangen i Californien for voldtægt og drab på en 15-årig pige. Han blev knyttet til dobbeltdrabet i Virginia via dna-spor.

112 - 30. sep. 2015 - kl. 13:30 Kellys sidste minutter i nat: Hun græd og sang før henrettelsen

Myndighederne i Californien gik med til at overføre Alfredo Prieto til Virginia, da der her er større sandsynlighed for, at en dødsdom rent faktisk vil blive eksekveret.

Prieto, der er statsborger i El Salvador, er blevet sat i forbindelse med yderligere seks drab i Californien og Virginia, men han er ikke blevet tiltalt i sagerne, da han allerede var dømt til døden.

Prieto er den første dødsfange, som er blevet henrettet i Virginia i næsten tre år. Virginia havde sat eksekveringen af dødsstraffen på pause, da der var opstået problemer med at få de rette lægemidler til giftsprøjten.

Ifølge Virginias reglement skal giftsprøjten indeholde tre stoffer: Det afslappende middel pentobarbital, rocuronium bromide, der stopper fangens åndedræt, og potassium chloride, der til sidst stopper hjertet, og døden indtræffer.

Se også: Richard fik udsat henrettelse: Forkert stof i giftsprøjten