'Dødsfælde' kan koste firma 300.000 kroner

En manipuleret lastbil med en narkopårvirket fører kan koste chauffør og firma bøder på 300.000 kroner

En lastbilchauffør og firmaet, han er ansat hos, risikerer bøder i omegnen af 300.000 kroner, efter at Midt- og Vestsjællands Politi fredag 25. september stoppede en manipuleret lastbil.

Det skriver politiet i en pressemeddelelse.

Lastbilen blev bragt til standsning ved Karlslunde, idet politiet kunne høre, at der kom alt for meget støj fra udstødningen.

En 'dødsfælde'
Herefter blev der foretaget en kontrol af føreren, hvor narkometertesten gav udslag på amfetamin. Føreren blev anholdt og sigtet for narkokørsel og venter nu svar på en blodprøve, hvorefter han vil høre nærmere fra politiet.

- Al narkokørsel er en alvorlig overtrædelse af færdselsloven, men jeg vil påstå, at denne overtrædelse var ganske farlig, da der var tale om et særdeles tungt køretøj. Indholdet af lastbilens sættevogn var blandt andet 28,5 tons varm asfalt, og det kan være en dødsfælde, hvis ikke føreren er ved sine fulde fem under kørslen, siger politikommissær Henrik Fobian.

 

Manipuleret lastbil
Hertil kommer at den lastbil, han kørte, var indrettet med pynt, der skærmede for hans udsyn, og der var påsat ulovlige lys og lygter, heriblandt ti fjernlyslygter.

Desuden kunne en bilinspektør konstatere, at udstødningen afgav støj væsentligt over det tilladte niveau.

Hastighedsbegrænseren, der skal sikre, at lastbilen ikke kører hurtigere end 90 km/t., var desuden blevet manipuleret mindst 14 gange de seneste fem dage.

Politiet kunne herudover konstatere flere andre overtrædelser. Du kan se dem alle nederst i artiklen.

Sagen skal afgøres i retten. Føreren kan se frem til en både i omegnen af 100.000 kroner og en ubetinget frakendelse af førerretten i en længere årrække. Vognmandsvirksomheden forventes at modtage en bøde på cirka 200.000 kroner.

Overblik over overtrædelserne:

  • For korte hvil
  • For lang køretid pr. døgn
  • Manipulation med hastighedsbegrænser
  • Manipulation med hviletidsoptegner
  • Narkokørsel
  • Ukorrekt grundregistrering
  • For høj hastighed
  • Begrænset udsyn grundet pyntegenstande
  • For meget støj fra udstødningssystemet