Dømt boligspekulant vil frifindes

42-årige Kristian Holm, der er idømt 3,5 års fængsel for svindel til 17 millioner, vil have sin sag prøvet ved landsretten

Boligspekulanten Kristian Holm, der i sidste uge af byretten blev idømt tre år og seks måneders ubetinget fængsel for at have snydt en række kreditorer, vil frifindes for alle anklager imod ham. Det oplyser den dømte i en mail til Ekstra Bladet.

'Jeg er selvsagt ikke tilfreds med udfaldet af dommen for mit eget vedkommende. Derfor blev dommen også anket samme dag til landsretten. Jeg fastholder frifindelse i alle anklager,’ skriver den 42 årige, der ikke selv var til stede i retten i Lyngby, da dommen for forbrydelser til godt 18 millioner kroner blev afsagt.

Specialanklager Thomas Raaberg-Møller bekræfter over for Ekstra Bladet, at Holm har anket dommen.

 Ifølge nyhedsbureauet Ritzau ved myndighederne ikke, hvor i verden Holm befinder sig, men hovedpersonen oplyser, at der intet mystisk er i, at han udeblev fra afgørelsen i den omfattende sag, der har kørt knap et år.

Se også: Boligspekulant tre et halvt år i fængsel: Snød for 17 millioner

'Jeg har været til stede under alle retsmøder i sagen, men jeg så ingen grund til at rejse flere tusinde kilometer for at høre en dom blive læst op, så det var aftalt med retten jeg ikke behøvede at komme,’ oplyser Holm, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger har bopæl i Dubai.

Brixtoftes højre hånd dømt
Ud over Holm var to andre mænd tiltalt i det omfattende sagskompleks. Den ene var advokat og tidligere konservativ viceborgmester i Farum Kommune under Peter Brixtofte, Per Torsten Edrén.

Han slap med en betinget dom på 60 dages fængsel for at have instrueret Kristian Kongstad Holm i at afgive falsk forklaring i fogedretten.

Retten gjorde dommen betinget på grund af advokatens alder. Edrén er 70 år. Han slipper også for at få frataget retten til at virke som advokat.

Den anden medtiltalte, en 42-årig boligspekulant, blev idømt en betinget dom på ni måneders fængsel med en prøvetid på to år for mandatsvig. Derudover skal han aftjene 150 timers samfundstjeneste.

Edrén og den 42-årige har udbedt sig betænkningstid i forhold til eventuel anke af dommen.

De tre mænd var tiltalt for at tilbagedatere lejeaftaler og for at forsøge at forhindre salg af en række ejendomme, hvis indtægter skulle indgå i konkursboet, ved at indføre lave huslejer og huslejefrihed i adskillige måneder.

Afviser nederlag
Ved sagens begyndelse havde anklagemyndigheden opgjort det beløb til 82 millioner kroner, men det blev under retssagen barberet ned til 7,7 millioner.

Alle tre tiltalte blev frikendt for dette forhold.

Specialanklager Thomas Raaberg-Møller ser det ikke dette som et nederlag for anklagemyndigheden, at der skete frifindelse i et af sagens centrale punkter:

- Vi vinder og taber ikke sager. Da vi rejste tiltale, var vi klar over, at det var et vanskeligt forhold på grund af opgørelsen af værdien af ejendommene, har anklageren forklaret til Ritzau.

Der er endnu ikke taget stilling til, hvorvidt anklagemyndigheden vil anke byrettens afgørelse i sagen.

Alle tre mænd nægtede sig under byretssagen skyldige.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere