Dømt for at modtage hash skjult i oliven-skaller

Skulle kun modtage biobrændsel, forklarede 45-årig i retten

SKAT har to scannere Hugin og Munin. Den ene ses her i brug i Københavns Nordhavn. Foto: /ritzau/Emil Ryge Christoffersen
SKAT har to scannere Hugin og Munin. Den ene ses her i brug i Københavns Nordhavn. Foto: /ritzau/Emil Ryge Christoffersen

Det kostede den 45-årige Kristian Hansen to et halvt års fængsel, at  han modtog 180 kilo hash skjult i 22 big bags med biobrændsel i form af knuste olivensten.

Retten i Nykøbing Falster mente, at Kristian Hansens forklaring om, at han intet kendte til hashen, og at han kun skulle modtage olivenskallerne, var utroværdig.

Den 45-årige tog betænkningstid med hensyn til anke.

Politiet er lige nu ved at efterforske en 43-årig mands formodede rolle i hash-smuglingen. Han blev varetægtsfængslet den 11. januar for lukkede døre.

Se også: Hash skjult i tonsvis af oliven-skaller

Indsmuglingen skete 26. juni sidste år ved 16-tiden med en lastvogn, der blev stoppet i en rutinekontrol i Rødbyhavn, hvor SKAT scannede lasten med den store lastvogns-scanner.

Scanningen viste, at der skjult mellem olivenskallerne lå pakker med hash. Lastvogns-chaufføren var kortvarigt fængslet, men efterforskningen viste, at han intet kendte til hashen. Han havde blot fået besked på, at køre trækkeren med biobrændslet ttil Danmark.

Kørte lasten til modtageren
Efter anholdelsen i Rødbyhavn sørgede politiet for, at lastbilen med indhold blev kørt til modtageren i Greve, som var den 45-årige Kristian Hansen. Han var klar til at losse lasten med en truck.

Under efterforskningen fandt politiet effekter, der tydede på, at den 45-årige var involveret i narkosmugling, blandt andet fem mobiler, notesblokke med telefonnumre og regnskaber, cirka 80 gram hash og 16 gram kokain, en digitalvægt og en totenschlæger.

Sagens anklager Skipper Falsled siger, at politiet stadig har en efterforskning i gang rettet mod afsenderne og modtagerne af hash-lasten.

Hugin og Munin
Skat har to mobile scannere, der kan undersøge lastbiler og containere for ulovligt gods. Scannerne hedder ’Hugin’ og ’Munin’.

Skat bruger dem til at ’risikobaseret toldkontrol’, hvor Skat undersøger lastvogns- og containertransporten ind og ud af Danmark. Det var ved sådan en kontrol, de 180 kilo hash blev fundet mellem olivenskallerne.