Dømt for historisk narkofangst

Anklageren krævede 12-14 års fængsel, mens forsvareren pegede på formildende omstændigheder

En 33-årig mand er netop blevet idømt 12 års fængsel ved en tilståelsessag i Retten på Bornholm i det, der beskrives som Bornholms største narkofangst. Det skriver TV 2 Bornholm.

Han tilstod ifølge mediet at have overdraget 5,7 kilo amfetamin og 4300 ecstasypiller til en nu dømt 39-årig mand på Bornholm samt at være i besiddelse af 27,1 kilo amfetamin og 39 styk 9 mm ammunition.

Sagen begyndte den 1. maj i år, da Bornholms Politi konfiskerede 5.764 gram amfetamin og 4.357 ecstasypiller på adresser i Nexø og Rønne.

Den 39-årige mand er tidligere idømt syv års fængsel i sagen for besiddelse af 5,7 kilo amfetamin og 4300 ecstasy-piller.

Anklagemyndigheden mener, at der i tre af fire anklagepunkter var relation til Satudarah, men i retten nægtede den 33-årige dog relationer til rockerklubben. Han kunne dog godt erkende, at stofferne, han var i besiddelse af, var fra personer, der havde kontakt til Satudarah.

Mens anklageren gik efter 12-14 års fængsel, mens forsvareren mente, at straffen ikke burde overstige otte til 10 års fængsel.

- Det skal være formildende omstændigheder, at han ikke har tjent penge på det, han har været under tvang og pres og det er efter vores opfattelse omstændigheder, som gør at man har kunnet komme ned under niveauet på de tolv år, sagde hans forsvarer Jane Ranum efter domsafsigelsen til TV 2 Bornholm.

Den 33-årige anker dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere