Dømt for voldtægt på fortov

Kvinden selv kunne ikke huske noget fra voldtægten, der blev opdaget tilfældigt af en patrulje

En 23-årig kvinde var så fuld, at hun ikke selv kan huske, at hun blev voldtaget på et fortov på Klostertorvet i Aarhus 22. oktober sidste år omkring klokken 02.10.

Men selvom den 55-årige mand ikke brugte trusler eller vold, vurderede retten alligevel, at han var skyldig i voldtægt, fordi kvinden var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Han vurderes uegnet til almindelig straf og blev i går i Retten i Aarhus idømt en behandlingsdom uden længstetid på en psykiatrisk afdeling, indtil han vurderes rask nok til at blive udskrevet. Han ankede ikke dommen, oplyser Østjyllands Politi.

Det var en politipatrulje, der tog den 55-årige på fersk gerning, mens han lå ovenpå kvinden med bukserne nede.

Betjentene vidnede i retten og fortalte, at kvinden var så påvirket, at hun ikke kunne føre en samtale og var meget svær at komme i kontakt med. Efterfølgende blev hendes promille målt til at være meget høj. Hun kan ikke selv huske noget fra aftenen eller natten. 

I retten nægtede den 55-årige at have voldtaget kvinden. Han forklarede, at han havde mødt hende et sted i Aarhus, og at hun frivilligt havde haft seksuelt samkvem med ham.

Anklager Tanja Fogt er tilfreds med, at retten fulgte hendes påstand om at dømme den tiltalte for voldtægt. 

- Den her sag er et eksempel på, at en voldtægt ikke nødvendigvis foregår under trusler eller vold fra gerningsmanden. Man kan ikke gå ud fra, at kvinden giver samtykke, når hun er i så hjælpeløs en tilstand, at hun ikke har mulighed for at sige fra. Jeg er tilfreds med, at retten vurderede, at der var tale om voldtægt, siger anklageren i en pressemeddelelse.