Dømt for voldtægtsforsøg: Proppede græs i munden på kvinde

To mænd på 27 år kendt skyldige i brutalt voldtægtsforsøg og vold i forbindelse med overfald på kvinde ved Dyrehavsbakken

En 43-årig kvinde var i september sidste år udsat for voldtægtsforsøg og grov vold ved Dyrehavsbakken. Nu er der faldet domme i sagen. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
En 43-årig kvinde var i september sidste år udsat for voldtægtsforsøg og grov vold ved Dyrehavsbakken. Nu er der faldet domme i sagen. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Et brutalt og farligt voldtægtsforsøg og omfattende fysisk afstraffelse af en 43-årig kvinde i et buskads ved Dyrehavsbakken i Klampenborg i september sidste år har nu kostet to yngre mænd lange fængselsstraffe.

I Retten i Lyngby er den ene 27-årige mand blev idømt tre et halvt års fængsel for forsøg på voldtægt af særlig farlig karakter og grov vold. Han har tidligere afsonet en fængselsstraf i en anden voldssag.

Mandens jævnaldrende kumpan blev fundet skyldig i voldtægtsforsøg og vold og i at have filmet forulempelserne med sin mobiltelefon, og han fik en dom på halvandet års fængsel for sin mindre aktive rolle.

Det bekræfter Jesper Holm, der var politiets anklager i voldtægtssagen. De to mænd nægter sig skyldige og har begge anket dommen til frifindelse.

Trak bukserne ned
Overfaldet skete som tidligere omtalt i Ekstra Bladet 9. september mellem klokken 00.25 og 00.47.

Kvinden blev grebet bagfra, holdt for munden og trukket ind i et buskads, hvor hun blev smidt ned på jorden og holdt fast liggende på sin mave.

En af mændene trak bukserne af hende. Hun gjorde heftig modstand, og det fik den mest aktive af de to mænd til at slå og sparke hende adskillige gange i ansigtet og stoppe græs i hendes mund.

Offer gjorde modstand
Manden truede ifølge kvinden med at slå hende ihjel. Men offeret blev ved med at gøre modstand og råbe om hjælp, og det endte med, at de to mænd stak af og forlod Dyrehavsbakken i en Mercedes. Selve voldtægten nåede de ikke at gennemføre.

I forløbet filmede medgerningsmanden, hvad der skete, med sin mobiltelefon. Politiet sikrede sig video-overvågning fra Dyrehavsbakken, som viser, at de to nu dømte mænd før overfaldet færdedes sammen med den 43-årige kvinde og talte med hende.

En af mændene blev på baggrund af et signalement fra vidner og en taxachauffør anholdt to dage senere. De to mænd havde afsat dna-spor fra kvinden i flugtbilens interiør. Det fremgik af retsbogen fra det grundlovsforhør, de to mænd blev fremstillet i.

Dommer var uenig
Der var ikke enighed i skyldspørgsmålet i Retten i Lyngby.

Politiets anklager, Jesper Holm, oplyser, at de to domsmænd i sagen udgjorde et flertal og var enige om, at de to mænd skulle dømmes for at have haft forsæt til at voldtage kvinden.

Der var uenighed hos den juridiske dommer. Han vurderede, at de to mænd ikke havde forsæt til at begå voldtægt, men trak bukserne af kvinden for at ydmyge hende.

Se også: Brutalt voldtægtsforsøg ved Bakken: Fandt dna fra offeret i flugtbilen

Se også: En fængslet og en løsladt for voldtægtsforsøg og grov vold mod 43-årig i Dyrehaven

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere