Dømt med stemmerne 2-1: Familiefar voldtog 14-årig efterskole-pige

Den juridiske dommer mente ikke, der var bevis nok, men de to lægdommere besluttede at fælde familiefar for voldtægt begået i 2012

En lollandsk mand skal halvandet år i fængsel og må betale en i dag 21-årig kvinde 50.000 kroner i erstatning for en voldtægt, som manden begik mod kvinden i 2012.

Det har en domsmandsret ved Retten i Nykøbing Falster tirsdag besluttet, skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Manden nægtede sig skyldig og har anket dommen på stedet.

Det var imidlertid ikke lige til for dommerne at blive enige om skyldsspørgsmålet. Den juridiske dommer Kim Rasmussen mente ikke, at der var tilstrækkeligt med bevis for, at manden i efteråret 2012 voldtog pigen under en køretur til pigens efterskole.

Det mente de to lægdommere imidlertid, at der var. De fandt pigens forklaring så troværdig, at de valgte at fælde manden sammen med de vidneforklaringer, som et par af pigens efterskolekammerater fra dengang kunne give.

- Min holdning er, at der er så stor usikkerhed og ting, der ikke hænger sammen - jeg mener ikke, der er bevis nok, sagde Kim Rasmussen under domsafsigelsen.

Det var imidlertid også en noget ejendommelig sag, som var for retten. Pigen var på gerningstidspunktet 14 år. Hun gik først til politiet med sin historie for et år siden efter pres fra sin kæreste, kom det frem i retten.

Af anklageskriftet fremgik det ifølge Lolland-Falsters Folketidende, at pigen blev voldtaget, da hun sammen med en veninde var blevet kørt hjem til skolen af manden.

Han havde stoppet sin bil og bedt pigen om at stige ud. Imens sad veninden tilbage i bilen og kunne ikke se noget.

Manden havde ifølge anklageskriftet tiltvunget sig samleje med pigen ved at holde hende fast.

Et par veninder fra skoletiden vidnede også i retten og kunne bekræfte pigens forklaring. Men ingen havde set noget, og der var aldrig blevet nævnt noget om en voldtægt, fortalte de.

Dommeren afviste et ønske fra anklageren om at lade manden varetægtsfængsle umiddelbart efter dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere