Dømt og udvist tyv genkendte vidne på gaden: - Stikkersvin! Rotte!

Algerier sigtet for overfald på vidne natten til søndag. Mødtes tilfældigt på gaden

Den 24-årige algerier stjal et ur til 78.000 kr. ved et tricktyveri og bed to mænd i armen, som forsøgte at stoppe ham. Nu er han sigtet for vold og trusler mod det ene vidne fra retssagen. Modelfoto: Jakob Jørgensen
Den 24-årige algerier stjal et ur til 78.000 kr. ved et tricktyveri og bed to mænd i armen, som forsøgte at stoppe ham. Nu er han sigtet for vold og trusler mod det ene vidne fra retssagen. Modelfoto: Jakob Jørgensen

- Stikkersvin! Rotte!

Et tilfældigt møde på gaden mellem et offer og en dømt ur-tyv og voldsmand endte natten til søndag i dramatik i København, da en 24-årig mand fra Algeriet - ifølge sigtelsen - truede og sparkede et vidne, som i oktober var med til at få ham dømt i Københavns Byret.

Den 24-årige algerier blev 13. oktober sidste år idømt tre måneders fængsel for tyveri af et ur til 78.000 kr. og for at have bidt to mænd i armen, som forsøgte at tilbageholde ur-tyven.

Han blev ved dommen udvist af Danmark i seks år, men han er her altså stadig tre måneder senere.

Den 2. januar blev han eftersøgt, fordi han var udeblevet fra det udrejsecenter, hvor han ellers skal opholde sig, men ved 04-tiden i nat blev han så anholdt for vidnetrusler og vold.

Se også: Bølge af overfald: Ofre plyndres på gaden for deres kostbare ure

Ved Jyske Bank på hjørnet af Store Kongensgade og Gothersgade fik den 24-årige tilfældigt øje på et af vidnerne fra retssagen i oktober, forklarede anklager Thomas Hugger i dommervagten.

Vidnet var den ene af de to mænd, som blev bidt i armen, da de forsøgte at lave en civil anholdelse af ur-tyven.

'Kender dig fra retten'
Den 24-årige gik hen til vidnet og råbte på en blanding af dansk og engelsk: 'I know you fra retten. Stikkersvin!'

Så gav den 24-årige, ifølge sigtelsen, sig til at sparke vidnet adskillige gange på skinnebenet, mens han råbte 'You are a rat'. (Du er en rotte, red.)

Den 24-årige nægter sig skyldig og forklarede i dommervagten, at han havde genkendt vidnet fra retssagen, men at det var vidnet som havde henvendt sig til ham - meget beruset - og spurgt om, han havde en bil og kunne køre ham for 100 kr.

- Jeg sagde, at jeg ikke havde en bil, og at jeg huskede ham fra retten. Jeg sagde måske et enkelt grimt ord til ham og gik, men så fulgte han efter mig og var sur og sagde, at han ville ringe efter sine venner på et diskotek, forklarede den 24-årige via arabisk tolk i retten.

Den 24-årige hævder, at han blot skubbede vidnet væk, nærmest i selvforsvar, og måske ramte ham på skinnebenet.

Vidnet har forklaret politiet, at den 24-årige 'pustede sig op', kaldte ham stikker og gav ham en serie kraftfulde spark på benet. Han var meget oprørt, da en politipatrulje nåede frem.

Den 24-årige algerier blev varetægtsfængslet i 22 dage til den 5. februar, og han kærede ikke fængslingen.