Dom i sag om sprængstof: Brød sammen i retten

En 41-årig mand brød grædende sammen, da der i eftermiddag blev afsagt dom i sag om sprængstof fundet på sydsjællandsk gods

I en lade tilhørende en af de ejendomme, som er knyttet til Petersgaard Gods i Langebæk gjorde en ansat få dage før jul i 2017 et opsigtsvækkende fund. Nu er dommen faldet i sagen. Foto: Per Rasmussen
I en lade tilhørende en af de ejendomme, som er knyttet til Petersgaard Gods i Langebæk gjorde en ansat få dage før jul i 2017 et opsigtsvækkende fund. Nu er dommen faldet i sagen. Foto: Per Rasmussen

- Du skal ikke i fængsel.

Da dommeren i retten i Nykøbing Falster onsdag eftermiddag understregede overfor en 41-årig tiltalt mand, at den netop afsagte dom ikke betød, at han skulle bag tremmer, medførte det et voldsomt følelsesudbrud hos manden.

Han stirrede først op mod dommeren, og så brød han grædende sammen og begyndte at ryste over hele kroppen.

Den 41-årige blev dømt til et års fængsel, som blev gjort betinget, medmindre han begår ny kriminalitet i sagen om sprængstof, der blev fundet på det sydsjællandske Petersgaard Gods, der ejes af familien Iuel.

Han var tiltalt for under særligt skærpende omstændigheder at have været i besiddelse af 35 styk 200 grams trotyl-sprænglegemer, cirka 550 gram formbart sprængstof, cirka 55 meter sprængsnor, 46 el-detonatorer og 30 el-kanonslag samt for på et tidspunkt at have transporteret det fra et sted til et andet.

Sprængstoffet blev fundet i 2017 på loftet i en bygning tilhørende godset.

Her havde den nu 41-årige mand tilbragt år som barn og ung efter, at godsets familie havde taget sig godt af ham. Han var ven med børnene på godset og fortalte i retten, at han som teenager blev smidt ud fra sit eget hjem og fik lov til at bo på godset.

Han fortalte i retten, at han havde fundet effekterne for hen ved 25 år siden som 14-årig i et nærliggende øvelsesterræn.

Legede altid soldat

Dengang legede han altid soldat, og som ren drengefantasi forestillede han sig at sprænge et hul i en tysk ubåd, der var fuld af guld, fortalte han.

Knægten tog de fundne effekter i en rygsæk og gemte det i en bygning på godset. Efter en række år flyttede han det til en anden bygning, men alle dele var behørigt adskilt og ville først kunne eksplodere, hvis det blev samlet korrekt og fik tilført strøm, forklarede han.

Militæreksperter mente ikke, at det var særlig sandsynligt, at han kunne have fundet tingene på øvelsesterrænet, men dommeren sagde blandt andet, at domsmandsretten ikke mente, at eksperterne 'havde været så faste i kødet'.

Retten lagde vægt på i forbindelse med den milde dom, at manden var ustraffet, havde arbejde og familie og intet havde med bandemiljø- eller terror at gøre.

Anklager Mariam Khalil sagde til Ekstra Bladet efter dommen, at hun var glad for, at manden var dømt, men at man nu ville diskutere, om straffen burde ankes.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere