Dommer løslader voldssigtede drenge - uklarhed om kniv

Anklageren i weekendens sag om knivstik og køllevold kærer løsladelse

Dommer Bybjerg Nielsen fra retten i Viborg har valgt at løslade de tre voldssigtede teenagedrenge på 15, 16 og 16 år, som i formiddag blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør.

De er sigtet for med køller og en kniv at have maltrakteret to mandlige nøgenbadere natten til søndag i en forstad til Silkeborg.

De tre anholdte var hver især eskorteret af to kriminalbetjente under retsmødet, men kunne frit forlade retten.

I følge en kommentar til kendelsen fra sagens anklager, Jakob Kjær, er dommerens begrundelse, at 'det ikke er godtgjort, hvem, der førte kniven. Og heller ikke hvad de øvrige havde set af volden'.

- Ses der dermed bort fra knivdelen, skønnede dommeren, at sigtelserne for slag og spark og slag ikke har kunnet række til varetægtsfængsling, tilføjer Jakob Kjær.

Kendelse kæret
- Jeg er uenig i kendelsen og har kæret den til Vestre Landsret, siger anklageren til Ekstra Bladet.

Under retsmødet krævede anklageren, at dørene blev lukkede for offentligheden, fordi der stadig var en mistænkt på fri fod samt ikke-afhørte vidner i sagen.

- De skal ikke kunne læse de sigtedes forklaringer her i retsmødet, lød hans begrundelse.

Dommer Bybjerg Nielsen vurdering af de tre forklaringer betyder imidlertid, at deres indbyrdes uenighed foreløbig har sat dem på fri fod.

Politiet opretholder dog fortsat sigtelserne og fortsætter efterforskningen.

Se også: 14-årig dreng deltog i brutalt kølleoverfald på nøgenbadere