Dommer siger ok til udlevering - lettisk mor fængslet i 441 døgn

Optræk til diplomatisk krise mellem Letland og Danmark om behandling af sag om kvinde, der undgår Sydafrika

Efter 441 døgn i en celle i Vestre Fængsel i København har en lettisk kvinde mandag morgen i Københavns Byret fået en dommers ord for, at hun vil blive udleveret til sit hjemland.

Kristine Misane virker lettet over sagens udfald. Oprindeligt havde anklagemyndigheden besluttet at udlevere hende til Sydafrika. Og domstolene havde nikket til afgørelsen på trods af jævnlige rapporter om kritisable forhold for de fængslede.

Men i sidste øjeblik smed hjemlandet et redningsbælte ud til hende. Tre døgn før en planlagt udlevering i Københavns Lufthavn til sydafrikanske betjente i sidste uge udstedte Letland en europæisk arrestordre.

En arrestordre fra et andet EU-land går forud for arrestordrer fra lande uden for kredsen, fremgår det af en dom afsagt af EU-Domstolen. Når et EU-land og et tredjeland vil have fat i samme person til en straffesag, vinder EU-landet - også selv om det kommer sidst.

Den sortklædte Kristine Misane og alle andre i retslokalet står op, da dommer Jacob Scherfig afsiger kendelse om, at Misane skal til Letland. Bagefter rækker den 46-årige kvinde hånden frem til anklager Anders Larsson.

- Jeg håber aldrig at se dig igen, siger hun med et smil

Hun forlod i 2018 Sydafrika med sin dengang tre-årige datter, hvilket var i strid med en retskendelse. Barnets far bor i Sydafrika.

Straffesagen om denne bortførelse af barnet skal nu føres i Letland og ikke i Sydafrika, hvor Kristine Misane frygtede at blive udsat for nedværdigende behandling.

Kristine Misane, der har boet i Mozambique, er uddannet jurist.

- Jeg takker mine forældre for, at jeg kunne studere jura. Hvis jeg ikke havde haft den baggrund, tror jeg ikke, at jeg ville have klaret det, siger hun efter dommerens kendelse.

På flere måder har hun med assistance fra advokater forsøgt at hindre, at afgørelsen om udlevering til Sydafrika skulle blive til virkelighed. Blandt andet ved at søge om asyl i Danmark og med en klage over Danmark til Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.

Tre gange i forløbet har danske og sydafrikanske myndigheder lagt konkrete planer for, hvordan og hvornår udleveringen kunne finde sted. Alle blev aflyst med kort varsel.

Undervejs skabte det håb hos Kristine Misane og hendes støtter, at en dommer i byretten først i november og siden i januar i år besluttede at løslade Kristine Misane.

I begge tilfælde ændrede landsretten dog afgørelserne og lod fangen blive i cellen, hvor hun til sidst indledte en sultestrejke.

Den allerseneste udvikling skyldes, at Letlands rigsadvokat ifølge en pressemeddelelse mandag eftermiddag i sidste uge fik nye beviser om sydafrikanske sigtelser vedrørende dokumentfalsk og bedrageri.

Dermed stillede sagen sig pludseligt anderledes, og dermed var der endelig juridisk grundlag for Letland for at overtage sagen. Dagen efter blev arrestordren sendt til København.

Sagen har fået stor opmærksomhed i Letland. Der var for eksempel været indsamlet underskrifter mod Danmark, ligesom ambassadør Flemming Stender blev kaldt til en alvorlig samtale i udenrigsministeriet i Riga.

Landets forsvarsminister, Artis Pabriks, der har studeret på Aarhus Universitet, gav i en udtalelse luft for sin undren og bestyrtelse over Danmarks beslutning om at sende Kristine Misane til et sydafrikansk fængsel.

Men nu går turen altså til hjemlandet. Her har barnet været passet af familien. Rejsen vil blive arrangeret om ganske kort tid, er Misanes advokat, Henrik Stagetorn, overbevist om.