Dommer til Kundby-pigen: Din forklaring er utroværdig

Den 17-årige er i Retten i Holbæk kendt skyldig i at ville forsøge at bombe to skoler

Klokken 9.30 blev den 17-årige Kundby-pige kendt skyldig i forsøg på terror og for et overfald på en pædagog under varetægtsfængslingen.

- Samtlige dommere og nævninger er enige om dette resultat, siger retsformand Peder Christensen tirsdag formiddag i et stuvende fyldt retslokale.

Pigen er kendt skyldig i forsøg på terror, fordi hun ifølge politiet forsøgte at fremstille sprængstof for at kunne bombe sin tidligere folkeskole - Sydskolen i Fårevejle - og den jødiske skole i København - Carolineskolen.

Følg sagen live her.

- Den 12. januar blev der i forbindelse med ransagning fundet brintoverilte, citronsyre, acetone samt en seddel med følgende indhold. 'Jihad 8. februar 2016. Allahu Akbar'. Sedlen blev fundet i en skotøjsæske med påskriften TATP', siger dommer Peter Christensen blandt andet om begrundelsen for at kende pigen skyldig i forsøg på terror.

- Tiltalte foretog i perioden fra 4. november 2015 indtil sin anholdelse den 13. januar 2016 en mængde søgninger på nettet om bombefremstilling og oplysninger om, hvordan man bliver martyr. Hun havde på sin computer og telefon flere billeder af halshugninger. Endvidere foretog tiltalte søgninger på Jødiske Skole i Roskilde, København, og hun søgte på Rejseplanen om ruten til Carolineskolen', fortsætter dommeren.

- På den baggrund er det bevist, at tiltalte har forsøgt at fremstille en bombe. Der lægges vægt på tiltaltes tidligere forklaringer og de indkøb, hun har foretaget samt samtaler med sin tidligere lærer. Det er tillige bevist, at sprængningerne ikke blev gennemført, fordi hun ikke modtog en ordre. Forsøg på at udføre bombespræning af Sydskolen og Carolineskolen er utvivlsomt omfattet af forsøg på terrorisme,  siger dommeren og fortsætter:

Pigen har nægtet sig skyldig under hele sagen, og hun har fortalt, at hun kun søgte på disse ting, fordi hun savnede et fællesskab, og fordi hun blev mobbet i skolen.

Men den forklaring giver retten ikke meget for.

- Tiltalte har under hovedforhandlingen forklaret, at hun ikke havde til hensigt at udføre bombeangreb, men at hendes fremfærd alene skyldtes et forsøg på opmærksomhed og spænding. Retten tilsidesætter tiltaltes forklaring under hovedforhandlingen som utroværdig, siger dommeren.

Under hele skyldskendelsen har pigen siddet helt stille og lyttet til dommeren.

Pigen blev desuden også kendt skyldig i et overfald på en pædagog, som hun stak med et knust spejl under varetægtsfængslingen.

Det næste som retten skal tage stilling til er en straf til den kun 17-årige pige.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere