Domstol i Haag kender militsleder skyldig i krigsforbrydelser

Drab, voldtægt og børnesoldater. Bosco Ntaganda er mandag blevet kendt skyldig i flere grusomme forbrydelser

Ifølge domstolen havde Bosco Ntaganda en vigtig militær position og var en af nøglepersonerne i militsen. Foto: Eva Plevier/Ritzau Scanpix
Ifølge domstolen havde Bosco Ntaganda en vigtig militær position og var en af nøglepersonerne i militsen. Foto: Eva Plevier/Ritzau Scanpix

Den berygtede krigsherre Bosco Ntaganda fra DRCongo blev mandag af Den Internationale Straffedomstol i Haag i Holland kendt skyldig i grusomme forbrydelser.

Blandt de ugerninger, han er kendt skyldig i, er drab, voldtægt og organisering af børnesoldater. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Forbrydelserne blev begået i 2002 og 2003, mens den nu 45-årige Ntaganda var et højtstående medlem UPC-militsen i den østlige del af DRCongo.

Retten lægger ifølge AFP blandt andet vægt på en massakre i en landsby, hvor beboerne inklusive børn fik skåret maven op eller kvast deres hoveder.

Det bliver også påpeget, at Ntaganda var ansvarlig for voldtægter af piger og for at gøre mindreårige til sexslaver, fremhæver retten i sin afgørelse.

Nøgleperson
Ifølge domstolen havde krigsherren en vigtig militær position og var en af nøglepersonerne i militsen.

- Ntaganda gav direkte ordre til at ramme og dræbe civile, oplyser retten ifølge AFP.

Krigsherren var den første efterlyste person, der nogensinde selv har meldt sig til straffedomstolen.

Selv har krigsherren nægtet sig skyldig i anklagerne mod ham. Iklædt et blåt jakkesæt viste han ingen følelser, da afgørelsen kom mandag.

Det er først senere, at han får sin strafudmåling, når retten har hørt yderligere forklaringer.

Straffede dem, der brød reglerne
Ntagandas advokat har argumenteret for, at militærlederen forsøgte at opretholde disciplin blandt sine tropper, og at han straffede dem, der brød reglerne for krig. Men retten kom frem til et andet resultat.

I konflikten i DRCongo forsøgte UPC blandt andet at udstøde Lendu-folket fra Ituri-regionen. Hundredvis af civile blev dræbt og tvunget på flugt.

Lederen af UPC, Thomas Lubanga, sidder på nuværende tidspunkt fængslet for en dom, han også har modtaget i Haag. Retten har også dømt en af UPC-militsens modstandere, Germain Katanga.

Når krigsherren får sin strafudmåling, har han 30 dage til at anke dommen.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere