Downloadede børneporno under flugten

Britta Nielsens søn downloadede og afspillede børneporno, mens han var på flugt

Foto: Ole Steen
Foto: Ole Steen

Britta Nielsens søn havde ikke kun travlt med at flygte fra de lokale myndigheder, mens han sammen med sin mor rejste fra skjulested til skjulested i Sydafrika.

Mens Britta og hendes søn var på flugt, downloadede han grov børneporno, som han gemte på sin computer samt sin eksterne harddisk og senere så.

Det dokumenterede specialanklager Kia Reumert tirsdag i retten i Glostrup.

Afsløret af detaljeret gennemgang
Ifølge politiets særlige enhed for cyberkriminalitet NC3, downloadede Jimmy Hayat 24. oktober 2018 flere softwareprogrammer, som kunne hjælpe ham til at surfe anonymt på nettet.

Et af programmerne var Tor-browseren, der blandt andet giver adgang til dark web.

Via softwaren downloadede han fra den 25. til 28. oktober flere grove videoklip med børneporno. Noget af børnepornoen afspillede han dagen efter 29. oktober på sin computer.

Jimmy Hayat afviste i retten, at han skulle have downloadet børnepornoen medvilje.

- Der var mange der var efter mig, og jeg vidste jeg blev overvåget. Det ville jeg undgå med de her programmer, fortalte han og forklarede, at filerne kunne være blevet downloadet som et biprodukt på en lyssky filddelingstjeneste.

Anklager knækkede sammen
Børnepornoen blev fundet, da myndighederne konfiskerede en computer samt en ekstern harddisk i Jimmy Hayats baggage, efter han ankom til Danmark 9. november 2018.

På hardwaren fandt Nationalt Cyber Crime Center, NC3 478 børnepornografiske fotografier samt 571 videoklip med børneporno.

En del af materialet er så groft, at specialanklager Kia Reumert under fremlæggelsen af beviserne knækkede sammen og måtte bede om 10 minutters pause.

I mens sad Britta Nielsens sort klædte søn som forstenet midt i retslokalet.

Børneporno på flugten
En måned forinden Jimmy sidder og downloader og ser børneporno, er Britta Nielsen flygtet fra Danmark til Sydafrika. 23. september 2018 lander hun i lufthavnen i Durban.

I retten fortalte Jimmy Hayat, at han hentede sin mor i lufthavnen. Samme dag brød hun sammen og tilstod sit bedrageri for sønnen.

Det blev begyndelsen på en mere end en måned lang flugt fra medier og myndigheder.

- Min verden brød sammen, da jeg opdagede at mit liv var bygget på en løgn, lød forklaringen fra hendes søn i retten tirsdag.

Hentet i adskilt periode
Børnepornoen bliver downloadet, mens Jimmy for første gang siden Britta Nielsen lander i Sydafrika, har forladt sin mor.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger, befinder Britta Nielsen sig på tidspunktet for børneporno-downloadet på en farm Graaf Reinet, mens Jimmy er mere end 800 kilometer væk i Johannesburg.

I dette ødede område Graaf Reinet skjulte Britta Nielsen sig i flere dage, mens Jimmy Hayat forsøgte at finde nyt skjulested og skaffe penge. Foto: Tobias Selander
I dette ødede område Graaf Reinet skjulte Britta Nielsen sig i flere dage, mens Jimmy Hayat forsøgte at finde nyt skjulested og skaffe penge. Foto: Tobias Selander

Her forsøger han at skaffe et nyt skjulested og kontanter til de to. Jimmy når dog aldrig at blive genforenet med sin mor, da han 30. oktober 2018 bliver anholdt i lufthavnen i Johannesburg på vej mod Mozambique.

Foruden besiddelsen af børneporno er Jimmy Hayat tiltalt for mod bedre viden samlet at have fået cirka 10,7 millioner kroner fra Britta Nielsen, som er dømt for svindel i Socialstyrelsen.

Han nægter sig skyldig i begge punkter.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Løsladt grundet coronakrise

Kort efter specialanklager var knækket sammen i retten med tårerne trillende ned af kinderne på grund af den voldsomme børneporno, hun lige havde redegjort for var blevet fundet på tiltalte Jimmy Hayats computer, blev han løsladt.

Det skyldes usikkerheden om, hvornår straffesagen mod ham og hans to søskende kan afsluttes på grund af coronaepidemien.

Jimmy Hayat har siddet varetægtsfængslet siden 30 oktober 2018.

- Vi mener, at der fortsat er belæg for varetægtsfængslingen, men anklagemyndigheden accepterer løsladelsen på baggrund af usikkerhed omkring, hvornår sagen kan genoptages, sagde anklager Kia Reumert.

I forbindelse med løsladelsen blev Jimmy Hayats pas inddraget, ligesom han accepterede at straffesagen kan gennemføres, så frem han skulle udblive.

Han forlod efterfølgende retten.