Drab eller selvforsvar: Her er afgørelsen over Betinas drabsmand

En 29-årig mand kendes skyldig i drab på 'Drenge-Betina', der døde under voldsomt knivstikkeri

Her kan du høre om sagen

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det var ikke selvforsvar, da en nu 29-årig mand i november sidste år tildelte Betina Emilie Jensen, 39, hele 29 knivstik på et toilet på Hjulmagerstien på Amager. Det har et nævningeting i Københavns Byret netop besluttet.

Dommerne og nævningene kan ikke afvise, at der også blev udøvet vold fra 'Drenge-Betinas' side - hun var tidligere dansk mester i thaiboksning - men gerningsmandens begrænsede skader taget i betragtning finder de alligevel ikke, at der var tale om selvforsvar.

Den tiltalte, der nu afventer af få sin dom for drabet, er fra det kriminelle miljø omkring Christiania, ligesom 39-årige Betina også var det. Han sad stille og lyttede, da den ene dommer læste begrundelsen for kendelsen op, hvorefter han vekslede et par ord med sin forsvarer. Ind imellem vekslede han smil og blikke med de af hans venner, der var til stede på tilhørerrækkerne.

Betina Emilie Jensen blev Danmarksmester i thaiboksning i 2008. Sidste år blev hun stukket ihjel. (Privatfoto) Krimi Derfor blev 'Drenge-Betina' dræbt

Resten af fredag formiddag kommer til at gå med at læse hans straffeattest og mentalerklæring op, ligesom der skal være strafprocedure. Anklageren går efter en forvaringsdom, som er en af de hårdeste straffe i det danske retssystem, fordi den ikke har nogen slutdato.

Betina Emilie Jensen blev stukket ihjel på et toilet på Amager 26. november sidste år. Her havde hun sammen med tre veninder haft en hyggelig aften, da hun fik den idé, at hun skulle invitere den 29-årige mand og hans kæreste.

Betina og den 29-årige havde nemlig gennem længere tid haft en kontrovers, som hun gerne ville have snakket ud, forklarede hun ifølge veninderne, som vidnede i retten i sidste uge.

Striden mellem de to gik ud på, at den 29-årige havde kaldt Betina Emilie Jensen for en stikker, fordi hun havde udtalt sig i retten i forbindelse med en anden sag 1,5 år før - en sag mod en mand, der var tiltalt (og blev dømt) for drabsforsøg mod den 39-årige eksbokser.

Se også: Følelserne fik frit spil: Drenge-Betinas drabsmand kritiserede nævninge

Se også: 'Hun fik som fortjent': Breve belaster 'Drenge-Betinas' mordtiltalte

- Når man færdes i vores miljø, taler man ikke med politiet, man udtaler sig ikke i retten, og man stikker ikke sine venner. Det førte Betina sig også frem på, men det viste sig, at hun ikke var sådan alligevel, forklarede den 29-årige i retten i sidste uge.

- Da retssagen mod KA kørte, udtalte hun sig for fuld knald. Hun brød de kriminelles kodeks, tilføjede han.

Den 29-årige mand, der færdes i det kriminelle miljø omkring Christiania, har fra starten erkendt, at det var ham, der førte kniven, men påstod samtidig, at det var hans eneste mulighed for at slippe levende ud af den situation, han endte i, da han kom til lejligheden på Hjulmagerstien.

Betina Emilie Jensen blev i 2008 dansk mester i thaiboksning. (Privatfoto) Krimi Barske Betinas brutale liv

For Betina Emilie Jensen overfaldt ham med knytnæveslag, da han kom ud på toilettet, lød hans forklaring.

- Det bliver bare ved og ved. Så på et tidspunkt råber jeg: 'Stop eller jeg trækker kniven', men det stopper ikke. Og så trækker jeg kniven, forklarede han og tilføjede, at han efterfølgende begyndte at stikke ud i mørket.

- Jeg frygtede for mit liv. Jeg gjorde mit for at komme ud af situationen.

Se også: Retten i dag: Retsmediciner gennemgår 'Drenge-Betinas' skader

Se også: Veninde så drabet på 'Drenge-Betina': Hun var trængt op i en krog

1 af 2 Den tidligere Danmarksmester i thaiboksning Betina Emilie Jensen blev 39 år. (Privatfoto)
2 af 2 Den tidligere Danmarksmester i thaiboksning Betina Emilie Jensen blev 39 år. (Privatfoto)