Kims gådefulde død: Frikender 20-årig i drabssag

Beviser i usædvanlig straffesag ikke stærke nok til at kende tiltalt skyldig i at have dræbt Kim Wiggers Olsen med dybe knivstik

Ekstra Bladets mand på stedet kunne berette, at der var syv-otte politikøretøjer herunder to teknikerbiler og en hundepatrulje tilstede, da Kim Wiggers Olsen blev fundet død. Video: Kenneth Meyer

Seks nævninges og tre juridiske dommeres vurdering af skyldspørgsmålet i den gådefulde straffesag om Kim Wiggers Olsens makabre dødsfald er netop blevet læst op i Retten i Holbæk.

Det gjorde den for øjnene af ofrets mor og den drabstiltalte 20-årige eks-kunststuderende og hans nærmeste familie.

Retten nåede frem til, at anklager Louise Hansens bevismateriale ikke var stærkt nok til at kende den unge mand skyldig i det brutale knivdrab på Kim Wiggers Olsen. Den 43-årige teatermedhjælper blev 15. december 2018 fundet død siddende i en sofa i sin lejlighed i Holbæk.

Kendelsen udløste stor lettelse hos den tiltaltes forældre, storebror, mormor, nærmeste vennekreds. Og ikke mindst hos ham selv.

Redningsfolk fører her Kim Wiggers Olsens tildækkede og blodige lig ud af opgangen til hans lejlighed i Holbæk lørdag 15. december 2018. Foto: Kenneth Meyer
Redningsfolk fører her Kim Wiggers Olsens tildækkede og blodige lig ud af opgangen til hans lejlighed i Holbæk lørdag 15. december 2018. Foto: Kenneth Meyer

Den tidligere gymnasieelev, tøjmodel og studerende på et kunstakademi i København kan glæde sig over, at han slipper for at tilbringe de næste mange år i en fængselscelle.

Kim Wiggers Olsens mor må på den anden side leve videre med uvisheden om den nøjagtige baggrund for sin søns død som følge af to dybe knivstik igennem bughulen.

Drab eller selvmord
Politiets rapporter om sagen dokumenterer, at der ikke den fatale lørdag sidste år var andre end de to mænd til stede i lejligheden i Rolighedsstræde.

Den nu 20-årige mands forsvarer, Thomas Fogt, har under retssagen argumenteret for, at der ikke eksisterer et drabsmotiv. Han vurderede, at handlingsforløbet, fund på gerningsstedet og eksperters udsagn sår tvivl om, hvad der skete og snarere end drab peger på, at Kim Wiggers Olsen tog sit eget liv.

Den tiltaltes forsvarer argumenterede overbevisende for, at den unge mand ikke på noget tidspunkt har haft en aggressiv eller voldelig optræden.

Selvmord stemmer til gengæld dårligt overens med Kim Wiggers Olsens netværks beskrivelse af ham som vellidt, optimistisk og glad i tiden frem til hans bortgang.

Uforklarligt og tragisk
Men Thomas Fogt mente, at Kim Wiggers Olsens død ikke var resultatet af en kriminel handling, men en tragisk og uforklarlig følge af, at de to aldersmæssigt umage kammerater begge var ude af balance efter at have indtaget amfetamin og designer-drugs.

Politiets teknikere arbejder her med at sikre spor efter Kim Wiggers Olsens død i sin lejlighed i Roskilde. En nu 20-årig mand blev samme aften anholdt og sigtet for drab. Foto: Kenneth Meyer
Politiets teknikere arbejder her med at sikre spor efter Kim Wiggers Olsens død i sin lejlighed i Roskilde. En nu 20-årig mand blev samme aften anholdt og sigtet for drab. Foto: Kenneth Meyer

Kim Wiggers Olsen døde som følge af, at en køkkenkniv med æggen opad var ført op igennem hans bughule. Politibetjente fandt ham død efter at den nu frikendte gæst havde slået alarm på sit bosted i Holbæk med ordene 'jeg har set en mand dø'.

Den unge mand husker i store træk kun, at han samme dag havde været sammen med Kim Wiggers Olsen, at de havde set film og indtaget stoffer sammen. Han var omtåget en stor del af tiden men mente, at den 43-årige mand sov, da han forlod lejligheden første gang.

Dna-spor og fingeraftryk
Den nu frikendte mands dna og et pincetgreb med hans fingeraftryk befandt sig på den køkkenkniv, som ifølge politiet og retspatalogiske eksperter blev brugt til at stikke Kim Wiggers Olsen.

Desuden blev ofrets blod fundet på kammeratens benklæder og jakke. Et forhold som den nu frikendte mands forsvarer forklarede med, at hans klient, da han anden gang vendte tilbage til lejligheden og fandt Kim Wiggers Olsen blodig og livløs, ruskede i ham i et panisk forsøg på at vække ham til live.

Retten vurderede under alle omstændigheder, at de fysiske beviser og indicier ikke havde tyngde nok til at stemple ham som skyldig.

Tre nævninge stemte for at frifinde den 20-årige, mens tre mente, at han skulle dømmes for drab. Udslaget til fordel for den tiltalte kom, idet to af de tre juridiske dommere ikke mente, at der var tilstrækkelige beviser for at finde den 20-årige skyldig.

Den tiltalte blev til gengæld kendt skyldig i og idømt en bødestraf på 15.000 kroner for ved tre lejligheder at have købt ulovlige, euforiserende stoffer fra et laboratorium i Holland.

Statsadvokaten har nu 14 dage til at beslutte, om frifindelsen skal kæres til landsretten.

Moderen til den 20-årige tiltalte i den gådefulde drabssag i Holbæk åbner nu op for den unge mands liv som stofmisbruger og familiens dybe sorg over den situation, han har bragt sig selv i. Foto: Torsten Ruus Krimi Ulykkelig mor: Hendes søn er anklaget for drab

Den dræbte teater-medhjælper Kim Wiggers Olsen sammen med sin mor Pia Wiggers fotograferet under en udlandsrejse. Foto: Privatfoto Krimi Mor i dyb sorg: Elsket søn hugget ihjel i sofa

Den 43-årige teater-medhjælper Kim Wiggers Olsens død op til jul sidste år som følge af to dybe knivstik kaster tvivl og uenighed om handlingsforløbet af sig under drabssagen i Holbæk. Foto: Privatfoto 112 - 12. nov. 2019 - kl. 09:35 Drab eller selvmord: Stor mystik om Kims brutale død

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere