Drabet på Nicoline: Flere kan blive sigtede

Efterforskningen fortsætter bag lukkede døre - i næste uge udløber fængslingsfrist på den ene anholdte

Video/foto: Kenneth Meyer/Google Earth/privat. Redigering: Kristian Hansen

Med fængslingen af to yngre mænd er sagen om drabet på den 20-årige Nicoline i Køge langtfra i bero, og politiet kan ikke afvise, at andre bliver sigtet i sagen.

Den unge kvinde blev fundet dræbt på en adresse tirsdag eftermiddag, og en 18-årig og en 22-årig mand blev efterfølgende anholdt og varetægtsfængslet i sagen. 

Kvinden er blevet kvalt, fremgik det af sigtelsen, da der var grundlovsforhør. De anholdte blev begge fængslet, den ene for drab, den anden for medvirken ved at have tilskyndet til det. I sagen indgår en besked, hvor der står ' Så skaf hende af vejen' eller lignende.

De to nægter sig skyldige.

 

Også onsdag - dagen efter fundet af den unge kvinde - blev stedet undersøgt af kriminalteknikere. Foto: Stine Tidsvilde
Også onsdag - dagen efter fundet af den unge kvinde - blev stedet undersøgt af kriminalteknikere. Foto: Stine Tidsvilde

Dommeren i Retten i Roskilde ville dog alene varetægtsfængsle den 22-årige, der er sigtet for tilskyndelse, i en uge. Det betyder at han allerede på onsdag skal for i retten igen, hvor det skal afgøres, om mistanken mod ham holder til en fortsat fængsling, eller om han skal sættes på fri fod. 

Da der er lukkede døre i sagen, er det uvist for offentligheden, hvad der er baggrunden for den unge kvindes voldsomme død.

I gang med efterforskning
Midt- og Vestsjællands Politi vil ikke udtale sig nærmere. Men i et skriftligt svar på nogle spørgsmål, som Ekstra Bladet har stillet til sagen, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard:

'Vi er i gang med efterforskningen, og vi kan ikke afvise, at der bliver flere sigtede i forbindelse med sagen.'

Han henviser derudover til rettens lukkede døre.

'Vi kan ikke komme ind på efterforskningens karakter, da dommeren har lukket dørene i forbindelse med retsmødet og varetægtsfængslingerne af de to personer i onsdags'.

Han siger desuden, at hvis borgere mener at have oplysninger i relation til sagen hører politiet 'meget gerne om det’ .

Glad, ungt menneske
Hverken offeret eller de to anholdte bor på den adresse i Køge, hvor hun blev fundet dræbt. Den unge kvinde havde en tilknytning til stedet, har politiet tidligere oplyst.

En beboer på vejen har sagt, at der tit holdt mange biler ved adressen, som var et sted hvor mange unge mødtes.

Nicolines mor har til Ekstra Bladet fortalt, at datteren var i lære som tømrer og var et glad ungt menneske, der i årevis havde haft en passion for heste. I marts flyttede hun til en ungdomsbolig. I den forbindelse lærte hun de to nu anholdte at kende.

Den 22-årige anholdte er fra Vejle-egnen. Den 18-årige, som er sigtet for at have begået drabet, er fra Køge. Han blev varetægtsfængslet i fire uger.

To andre, der i første omgang blev taget med af politiet fra stedet i Køge, er renset og ude af sagen.