Drabs-tiltalt vil ikke tale foran dræbte Kamillas familie

Drabssagen mod Kamilla Hantuschs eks-kæreste er netop begyndt i Sønderborg

Forsvarsadvokat for den drabstiltalte, Erbil Kaya, bad retten lukke dørene (foto: Jonas Ryefelt)

Den 25-årige Samayullah Asef, der har erkendt dødsvold mod Padborg-pigen Kamilla Hantusch sidste sommer, forsøger under nævningesagen mod ham i Sønderborg at få lukket tilhørerne ude under afhøringen i retten.

Ellers vil han ikke udtale sig.

Hans forsvarer Erbil Kaya har bedt retten lukke dørene med henvisning til, at hans klient var for berørt af situationen til at ville udtale sig foran ca. 25 af Kamillas venner og familiemedlemmer.

Anklager Christina Korsgaard har desuden fremsat krav om forbud mod, at pressen kan rapportere direkte fra retshandlingen.

Retten har kl. 10.45 besluttet at afvise den tiltaltes ønske om lukkede døre.

Samtidig er der afsagt kendelse om, at journalisterne ikke må blogge direkte til mediernes netsider, mens retsmødet er i gang.

Kvalt i sit hjem

Drabet skete i den unge kvindes hjem. Den 21-årige Kamilla Hantusch blev sidste sommer kværket af sin eks-kæreste, Samayullah Mohammad Asef.

Drabet skete natten til 20. juli på Teglgårdsvej 3 i Padborg, hvor det unge par havde boet hos Kamillas mor sammen med deres datter Yasmin på i dag seks år.

Oplysningen om gerningsstedet har hidtil været hemmelig i den knap et år gamle drabssag. Hele efterforskningen er også blevet gennemført i ly af en retskendelse om fortrolighed.

I retten har Samayullah M. Asef i formiddag nægtet sig skyldig i drab på sin eks-kæreste. Derimod kan han godt erklære sig skyldig i vold med døden til følge.

Fængslet siden i sommer

Den 25-årige mand har siden juli 2014 siddet varetægtsfængslet for drabet.

Kamilla Hantusch forsvandt den 19. juli og hendes lig blev først fundet den 30. juli.

Hun efterlod sig en datter - nu seksårige datter Yasmin.

Myndighederne har efterfølgende tilkendt den 54-årige mormor Lisbeth fuld, juridisk forældremyndighed.

Adoptionen gik glat igennem, uden at pigens fængslede far – trods sin part i sagen – lod høre fra sig.

- Yasmin er godt klar over, at mor ikke kommer hjem mere. Hun ved også, at mor er blevet slået ihjel af far, har Kamilla Hantuschs mor Lisbeth tidligere fortalt til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet følger drabssagen - der forventes dom midt i næste uge.

Her er billeder fra mindehøjtideligheden for dræbte Kamilla Hantush i juli sidste år (video: Ole Frederiksen)

Herunder fortæller Lisbeth Hantusch - dræbte Kamillas mor - om sit tab og datterens forhold til sin ekskæreste


Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere