Drabschef: Tre millioner oplysninger skal føre os til Emilie Mengs morder

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har på næsten et år skaffet så stort et datagrundlag i sagen om drabet på 17-årige Emilie Meng, at efterforskningslederen tror på et resultat

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)

Det vil være forkert at sige, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi står på bar bund i sagen om drabet på den 17-årige teenagepige Emilie Meng.

Faktisk har politiet så stort et datagrundlag i sagen, at flere end tre millioner elementer indgår.

Det fortæller efterforskningsleder, politiinspektør Kim Kliver, til Ekstra Bladet.

Emilie Meng forsvandt 10. juli omkring klokken 4 om morgenen fra Korsør Station efter en bytur i Slagelse. Forinden havde hun sagt farvel til veninderne for at begive sig fra stationen mod sit hjem i den sydlige del af Korsør.

Men Emilie Meng kom aldrig hjem. Hvad der var sket med hende, var indtil juleaftensdag et stort mysterium. Her fandt en hundelufter liget af pigen i et vådområde nord for Vestmotorvejen tæt ved Borup-afkørslen. Mere end 60 kilometer fra det sted, hun forsvandt.

Skal nok blive fundet
Politiet kunne umiddelbart efter konkludere, at Emilie Meng har været udsat for en forbrydelse. Hun er blevet dræbt. Og selv om det er snart et år siden, at pigen forsvandt, så tror Kim Kliver på, at hendes morder nok skal blive fundet.

- Der går en modbydelig gerningsmand, som vi har et mål om at stille til ansvar for den forfærdelige forbrydelse, han har begået, siger Kim Kliver til Ekstra Bladet.

Emilie Meng forsvandt den 10. juli 2016. Juleaften blev hun fundet død i en lille sø nær Borup på Sjælland. Hendes drabsmand er endnu ikke fundet. Privatfoto 112 - 24. jan. 2017 - kl. 18:31 Selvom Emilie er begravet: Blod og væv kan give vigtige svar

Tirsdag offentliggjorde politiet en video, som et kamera i tunnellen på Korsør Station har optaget klokken 4.07 den dag, Emilie Meng forsvandt. På videoen ser man en bil, som vender på p-pladsen syd for Korsør Station.

Artiklen fortsætter under billedet...

Det sidste billede af Emilie Meng blev taget i tunnellen under Slagelse Station, da hun var på vej ind i toget mod Korsør. Politifoto
Det sidste billede af Emilie Meng blev taget i tunnellen under Slagelse Station, da hun var på vej ind i toget mod Korsør. Politifoto

Video tog et år at undersøge
Videoen var oprindeligt af så elendig kvalitet, at politiet ikke kunne bruge optagelsen til andet end at slå fast, at en bil var til stede på p-pladsen. Men en britisk ekspert har på dansk politis vegne arbejdet med videoen i en rum tid. Eksperten har kunnet levere så fornuftigt et resultat, at politiet nu kan efterlyse oplysninger om en hvid Hyundai i30 eller en bil, der minder om.

Men hvorfor skal det tage næsten et helt år at arbejde med den video?

- Hvis jeg ser på kvaliteten af de oprindelige optagelser og det resultat, vi er nået frem til nu for nylig, så er det et udtryk for et ufatteligt stort analysearbejde, som den engelske tekniker har gjort. Jeg tror ikke, mange havde håbet, at vi fik så konkret et resultat, som vi er kommet frem til, siger Kim Kliver.

Louise Borglit og Emilie Meng - drabene på de to unge kvinder var vidt forskellige, men er stadig uopklarede. Privatfoto Krimi Politiet om Louise og Emilie: Derfor er morderne stadig på fri fod

- Det skal være velunderbygget, når vi går til offentligheden for at bede om hjælp. Kun på den måde kan vi bede om noget relativt konkret. Og så må man vente på, at arbejdet er blevet gjort grundigt nok.

Politiet er af den opfattelse, at en hvid Hyundai i30 eller en bil, som minder om, kørte på p-pladsen syd for Korsør Station klokken 4.07 - tæt på tidspunktet, hvor Emilie Meng sidst er set i live. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi
Politiet er af den opfattelse, at en hvid Hyundai i30 eller en bil, som minder om, kørte på p-pladsen syd for Korsør Station klokken 4.07 - tæt på tidspunktet, hvor Emilie Meng sidst er set i live. Foto: Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Kan være gerningsmanden
Kim Kliver understreger, at selv om offentligheden først nu er blevet bedt om at forholde sig til en hvid Hyundai i30, så har politiet hele tiden haft oplysningerne om, at der har været en bil på p-pladsen, med i sine overvejelser.

- Hver gang vi har fået henvendelser i sagen, har vi holdt det op imod, at vi havde et køretøj klokken 4.07, som var interessant, siger efterforskningslederen.

Politiet vil gerne i dialog med chaufføren af netop den bil. Det kan være gerningsmanden, som kører i bilen. Men det kan også være et vigtigt vidne. Flere end 100 har siden onsdag henvendt sig til politiet med oplysninger om bilen, og disse oplysninger er politiet ved at vurdere.

Indtil videre lader det dog ikke til, at ejeren eller chaufføren i bilen selv har rettet henvendelse til politiet.

Om den kendsgernings siger Kim Kliver:

- Vi noterer os det selvfølgelig og tager det med i vores videre efterforskning.

Emilie Meng blev 17 år. Privatfoto. 112 - 21. jun. 2017 - kl. 14:12 Emilie-sagen: 'Henvendelser ser interessante ud'

400.000 biler undersøgt
Oplysningerne om bilen er blot en del af en lang række. Faktisk har politiet undersøgt oplysninger om 400.000 biler i sagen om Emilie Mengs forsvinden. Politiet er af den opfattelse, at liget af Emilie Meng er blevet placeret ved vådområdet Regnemarks Bakke ved Borup ganske kort tid efter, at hun er blevet dræbt. Formentlig i dagene efter den 10. juli.

For at komme til Regnemarks Bakke har gerningsmanden derfor kørt i en bil.

Derfor er oplysninger om biler i det hele taget interessante i sagen. I alt har politiet samlet oplysninger om 400.000 biler. Enkelte er blevet undersøgt fysisk, oplyser Kim Kliver, mens langt den overvejende del er blevet undersøgt via registeroplysninger. Disse oplysninger kan være blevet holdt op mod masteoplysninger fra teleselskaberne for at se, om der er en sammenhæng med tidspunktet for Emilie Mengs forsvinden.

Begravelsen af Emilie Meng i januar blev fulgt af tusindvis, som gik i optog fra Korsør Station til kirken for at mindes og ære pigen. Ved stationen blev der sat lys og hilsner. Foto: Per Rasmussen
Begravelsen af Emilie Meng i januar blev fulgt af tusindvis, som gik i optog fra Korsør Station til kirken for at mindes og ære pigen. Ved stationen blev der sat lys og hilsner. Foto: Per Rasmussen

Siden sagen begyndte er der ifølge Kim Kliver blevet skrevet omkring 2000 rapporter, og der er afhørt 650 personer.

Tror på resultat
Det samlede datagrundlag i sagen indeholder flere end tre millioner elementer.

- Vi holder alle oplysninger op imod en række forskellige parametre. I nogle af de store analyser er der mere end tre millioner elementer, der indgår i analysen. Herunder både noget med teleoplysninger. Oplysninger om biler og en række faktorer. Det er meget store mængder, forklarer Kim Kliver.

Tror du på, at gerningsmanden gemmer sig i materialet?

- Jeg tror personligt på, at det meget store grundlæggende arbejde, vi har brugt ressourcer på hen over det sidste år, vil give resultat. Det arbejde, vi har lavet, vil give resultat. Men jeg tror også, at der venter et stort arbejde forude, før vi får anholdt gerningsmanden.

Se også: Halvt år siden Emilie forsvandt: Drabsmand mangler stadig

Kim Kliver understreger, at selv om de seneste par dage har handlet meget om den hvide Hyundai i30, så er politiet fortsat interesseret i oplysninger om personer, som kan tænkes at have relation til sagen.

Overblik: Emilie-sagen

* 10. juli: Emilie Meng meldes savnet. Hun skulle have været på arbejde som kirkesanger i Korsør Kirke søndag, men mødte ikke op.

Emilie Meng blev sidst set klokken 4 samme morgen, da hun tog afsked med sine to veninder ved Korsør Station efter en bytur i Slagelse.

Fra stationen skulle hun gå cirka to kilometer alene gennem byen for at nå hjem til forældrenes hus i byens centrum.

* Politiet sætter en stor efterforskning i gang. Blandt andet bliver flere kolonihaveforeninger i Korsør gennemsøgt uden resultat.

* Adskillige frivillige leder også efter den 17-årige uden held. I august går foreningen Missing People ind i sagen og laver en eftersøgning i Korsør.

* I oktober kommer det frem, at en 33-årig mand i august har været anholdt og sigtet for drabet på Emilie Meng. Men det viste sig, at han ikke havde noget med sagen at gøre.

* Politiet ransager også en adresse i Korsør fem gange. En af ransagningerne kom i stand, efter at naboer havde meldt to personer til politiet. Anmelderne havde aflyttet adressen, og de mente at have hørt lyde fra en indespærret person. Politiet fandt ikke noget. De to har siden krævet erstatning for ransagningerne.

* 24. december: En person finder om eftermiddagen en død person i en sø ved Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland.

* 25. december: Politiet oplyser, at personen, der blev fundet i søen ved Borup, er Emilie Meng. Hun er altså blevet fundet død mere end 60 kilometer fra Korsør Station, hvor hun tog afsked med sine veninder.

Hun har været udsat for en forbrydelse, oplyser politiet uden at ville komme ind på, hvordan drabet skal være sket.

Det kommer frem, at politiet formoder, at Emilie Meng er blevet anbragt i søen på dagen for hendes forsvinden eller i dagene umiddelbart efter.

* 4. januar: Politiet oplyser, at man har modtaget flere end 250 henvendelser om drabet, siden den unge pige blev fundet juleaftensdag.

* 19. januar: Emilie Meng bliver begravet klokken 11 i Sankt Povls Kirke i Korsør. Begravelsen er udelukkende for personer, der har tilknytning til Emilie Meng og familien.

20. juni: Politiet efterlyser en hvid Hyundai i30 - eller en bil, der ligner den.

Kilder: Ritzau

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere