Drabsmands ekskæreste: Han var syg og iskold

Ekskæreste til kampsoldat, der erkender sig skyldig i drab, beskriver som vidne parrets forhold i årene før det fatale skyderi i Lyngby som tulmultarisk og præget af chikane og dårlig stemning

Drabsmandens ekskæreste i sagen om skuddrabet  i Lyngby sidste år har nu afgivet forklaring i Retten i Glostrup. Hendes syn på forløbet op til det fatale skyderi afviger en del fra den nu 44-årige mands beskrivelse af deres parforhold. Foto: Kenneth Meyer
Drabsmandens ekskæreste i sagen om skuddrabet i Lyngby sidste år har nu afgivet forklaring i Retten i Glostrup. Hendes syn på forløbet op til det fatale skyderi afviger en del fra den nu 44-årige mands beskrivelse af deres parforhold. Foto: Kenneth Meyer

RETTEN I GLOSTRUP (Ekstra Bladet): Det helt centrale vidne i retssagen om en nu 44-årig ekskampsoldats erkendte drab på sin rival med tre skud affyret med en Neuhausen-pistol på en villavej i Lyngby i marts 2019 har nu også foran en dommer sat ord på sit samliv med den tiltalte mand.

Mandens ekskæreste og moderen til parrets mindreårige datter bekræftede i sin forklaring før middag, at deres forhold reelt lå i ruiner og længe havde været turbulent og usundt for datteren, selvom parret stadigvæk boede i hver deres adskilte afdeling i villaen i Lyngby.

Kvinden befandt sig i husets overetage sammen med parrets fælles datter, da skuddramaet udspillede sig i anneksets kælder 22. marts sidste år omkring klokken syv. Hun var der efter udsagn kun, fordi hun troede, at ekskæresten var ude at rejse.

'Han var iskold'
Skyderiet udviklede sig, efter at den nu tiltalte angiveligt havde fjernet hendes bilnøgler, så hun ikke kunne køre i børnehave med datteren. Hans rival gik derefter efter ham ned i annekset, hvor ekskæresten sov og havde en selvstændig indgang.

- Det gik helt galt. Jeg hørte nogle råbe 'NEJ'. Men jeg kunne ikke høre, at det var skud. Min datter og jeg løb ned i annekset. Han lå på maven og afgav lyde, og jeg kunne lugte krudtslam og se patroner rundt omkrig. Jeg tænkte: 'Skal vi alle sammen dø?, forklarede kvinde grædende og snøftende.

Professionelle læger og reddere forsøger her forgæves at redde den 47-årige skudoffers liv. Foto: Kenneth Meyer
Professionelle læger og reddere forsøger her forgæves at redde den 47-årige skudoffers liv. Foto: Kenneth Meyer

- Hvordan virkede din ekskæreste, da han først kom op til dig, spurgte senioranklager Peter Rask.

- Syg. Iskold. Han sagde til vores datter, at han ikke var hendes far længere og kaldte min kæreste for 'Tissemand', svarede kvinden, som efter at have set sin hårdt kvæstede, nye kæreste valgte at løbe væk med datteren. Hun ringede derefter 112.

Strid om militærkøretøj
Kvinden var udstyret med en overfaldsalarm, da hun følte sig udsat for ekskærestens chikane.

Om optrækket til drabet fortæller hun, at hun blev utryg, da hun aftenen før så hans militærkøretøj i indkørslen, som han overfor hende og den nye kæreste nægtede at fjerne.

Bilen holdt angiveligt i vejen for hendes køretøj.

Det udviklede sig til en strid, som mundede ud i, at ekskæresten - uden deres vidende - hentede våben og ammunition på Høvelte Kasserne. Hjemme igen spillede han 'meget høj musik'.

Efter den høje, slanke kvindes opfattelse var parrets samliv i årene op til det fatale skyderi stærkt præget af, at manden havde alvorlige psykiske vanskeligheder som følge af sin udsendelse til Afghanistan tilbage i 2011.

På det tidspunkt var de kærester og havde sammen købt huset i Lyngby.

Problematisk samliv
Kvinden har tidligere i Berlingske forklaret, at hun flere gange havde advaret sin nu drabstiltalte mands foresatte i Den Kongelige Livgarde om, at han var ude af sig selv.

Hun beskrev i retten generelt deres forhold som stærkt præget af store konflikter og dårlig stemning og kommunikation. Det udviklede sig efter hendes mening efterhånden til chikane fra hans side, når han ikke fik sin vilje.

-  Der var også gode perioder, og jeg havde et ønske om, at det kunne blive bedre, forklarede kvinden, som bekræfter, at hun havde en affære med en anden og omkring i de senere år blev kærester med den nu afdøde mand.

Mareridt og høje lyde
Forsvaret lod fortsat den nu 44-årige mand have adgang til våbendepotet på Høvelte Kaserne, hvor han arbejdede på forsyningskontoret. Begrundelsen var, at han udførte sit job til punkt og prikke.

Politiet var to gange i 2017 hos parret, fordi manden havde truet med at begå selvmord.

- Jeg var et nervevrag, og anede ikke, hvad jeg kom hjem til. Han skrev på Facebook og sagde til mig, at han ville tage sit eget liv, forklarede kvinden, som beskriver, at hendes ekskæreste i lange stræk var destruktiv, sov dårligt med voldsomme mareridt og for sammen ved høje lyde.

På et tidspunkt var han indlagt på en psykiatrisk afdelding. Problemerne gik yderligere op i en spids, det tidligere kærestepar ikke kunne enes om vilkårene for hans samvær med datteren og det planlagte hussalg.

'Jeg er ikke sindssyg'
I retten har den drabstiltalte mand afvist, at han har været psykisk syg.

- Jeg er ikke sindssyg. Jeg har ikke PTSD. Det der har været et led i, at min ekskæreste arbejdede målrettet på at smide mig for løverne og slippe af med mig, mener manden, som angiveligt selv 'i fortvivlelse' har anmeldt ekskæresten for trusler og chikane.

Et forberedt polititilhold mod manden blev aldrig til noget, og politiets opkald til mandens arbejdsplads, om at han måske ikke burde have adgang til våben, kastede tilsyneladende heller ikke handling af sig.

Den meget berørte kvinde betingede sig, før hun afgav forklaring, at hendes ekskæreste ikke var fysisk til stede. Det var retsformanden Nanna Blach enig i. Han lyttede derfor til hende fra et rum ved siden af retssalen.

Den nu 44-årige ekskampsoldat - her fotograferet i hvid sporsikringsdragt i minutterne efter sidste års skuddrama - står i Retten i Glostrup tiltalt for at have dræbt sin ekskærestes nye samlever med ét pistolskud i hjertet samt yderligere to skud i kroppen i hendes hus i Lyngby tilbage i marts 2019. Foto: Kenneth Meyer. 112 - 28. maj. 2020 - kl. 09:59 Kampsoldat erkender skuddrab: Jeg ramte ham tre gange