Drabsmistænkt fra Ikea stak sig selv i maven

36-årig mand, som er asylsøger fra Eritrea, blev torsdag varetægtsfængslet af byretten i Västmanland. Han erkender sig skyldig

36-årig mand erkender sig skyldig i knivdrab. (Foto: Expressen)
36-årig mand erkender sig skyldig i knivdrab. (Foto: Expressen)

Den 36-årige mand, der er sigtet for drab på to personer i Ikea i den svenske by Västerås, erkender sig skyldig, oplyser hans advokat.

Det er også kommet frem, at en overvågningsvideo fra Ikea viser, at den formodede gerningsmand stak sig selv i maven efter angrebet.

Han svævede efterfølgende i livsfare og kom først til bevidsthed torsdag, hvorefter han via sin advokat erkendte sin skyld i dobbeltdrabet.

Den 36-årige er varetægtsfængslet sammen med en 23-årig mand. Denne er ligeledes sigtet for knivdrabene på en 55-årig kvinde og en 28-årig mand i varehuset.

Ofrene var efter alt at dømme tilfældigt valgt. De blev stukket ned i køkkenafdelingen i møbelvarehuset. Drabsvåbenet var øjensynligt en kniv fra en af forretningens hylder.

Den 36-årige, som er asylsøger fra Eritrea, blev torsdag varetægtsfængslet af byretten i Västmanland. Hans forsvarer oplyser, at han ikke modsætter sig varetægt.

Manden deltog i fængslingsmødet via telefon fra sin sygeseng på Västmanlands sygehus.

Et stort antal politifolk var til stede retten.

Den 23-årige medsigtede har i afhøringer nægtet at have noget med drabene at gøre.

Han er torsdag blevet løsladt, men er stadig sigtet i sagen.