Drabsoffer sad livløs i luksus-SUV

Politiet søger vidner i drabssagen i Tilst, hvor 25-årig mand sent i aftes blev fundet livløs dræbt af flere skud

Politiet leder her efter spor på gerningsstedet for skuddrabet på en 25-årig mand sent torsdag i Tilst i det vestlige Aarhus. Foto: Claus Bonnerup
Politiet leder her efter spor på gerningsstedet for skuddrabet på en 25-årig mand sent torsdag i Tilst i det vestlige Aarhus. Foto: Claus Bonnerup

Den 25-årige mand, der sent torsdag blev ramt af dødbringende skud, befandt sig i en Range Rover, da han blev angrebet i boligkvarteret Søhøjen i Tilst i det vestlige Aarhus.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

https://politi.dk/oestjyllands-politi/nyhedsliste/25aarig-mand-draebt-af-skud-i-tilst--har-du-set-noget/2020/02/28

Politiet modtog alarmopkald om skyderiet klokken 23.29, og kort efter fandt betjente offeret siddende livløs i køretøjet på en parkeringsplads.

Manden var blevet ramt af flere skud, og betjentene ydede øjeblikkeligt førstehjælp. Men kort efter blev den 25-årige erklæret død.

Politiet finkæmmede området efter det dødbringende skyderi. Foto: Claus Bonnerup
Politiet finkæmmede området efter det dødbringende skyderi. Foto: Claus Bonnerup

Politiet har arbejdet på gerningsstedet hele natten og har også talt med flere vidner. De foreløbige undersøgelser tyder på, at der har været to biler på parkeringspladsen forud for det brutale skyderi.

Det ene køretøj var den Range Rover af SUV-typen, som den dræbte sad i, og den anden kan have været en sort BMW, der knap et kvarter efter skyderiet blev fundet udbrændt på Hadstenvej 221 i Sabro. 

Øjenvidner efterlyses
- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget før, under eller efter skyderiet på Søhøjen i Tilst ved 23.30-tiden i aftes. Vi vil også meget gerne høre fra vidner, der kan have set en eller flere biler i området mellem Tilst og Sabro, hvor en sort BMW ca. kl. 23.40 blev brændt af, siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen. 

Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget konkret om, hvad der ligger til grund for skyderiet, men der er indikationer på, at der kan være tale om et opgør i det kriminelle miljø.

Politiet har dog ikke lagt sig fast på et motiv, og der er derfor sat en bred efterforskning i værk.