Drabssag: Lig fundet gravet ned

Politiet har fundet et lig, som de formoder er identisk med en savnet person

Politiet har af flere omgange ledt efter den forsvundne Lars Hermansen. Video: Local Eyes

Søndag aften fandt efterforskere fra Nordsjællands Politi liget af en mand på en ejendom i Helsinge i forbindelse med efterforskningen af den forsvundne Lars Halvor Hermansen. Liget formodes at være identisk med Lars Halvor Hermansen.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet oplyser, at der var flere unikke genstande på liget, som umiddelbart kan kædes sammen med den savnede.

Politiet har af flere omgange efterlyst Lars Halvor Hermansen og frygtede, at en forbrydelse kunne ligge bag hans forsvinden.

En mand er blevet fængslet i sagen og er mistænkt for at have dræbt Lars Hermansen. Han nægter sig skyldig.

Liget blev fundet på en gårdejendom med flere bygninger. Ejendommen har tilknytning til den varetægtsfængslede i sagen.

Reagerede på tip

Efterforskningsleder Henrik Gunst fortæller til Ekstra Bladet, at man i weekenden fik et tip, som blev afgørende.

- Vi fik blandt andet en henvendelse fra en borger, som havde undret sig over noget, siger Henrik Gunst.

 Under alle omstændigheder rykkede politi og kriminalteknikere ud søndag og fandt den afdøde, som var gravet ned.

- I har gennemsøgt området flere gange tidligere, hvorfor har I ikke fundet ham før nu?

- Den måde liget var gravet ned på har vanskeliggjort søgearbejdet, siger Henrik Gunst uden at ville gå i detaljer med det.

En obduktion skal endeligt fastslå identitet og dødsårsag.

- Det er et stort gennembrud i sagen, at vi med stor sandsynlighed har fundet den savnede. Vi efterforsker nu videre for at få fastlagt det præcise hændelsesforløb, siger Henrik Gunst.

Den nu fængslede mand blev fremstillet i grundlovsforhør den 18. oktober for lukkede døre af hensyn til efterforskningen. Derfor er politiets mistankegrundlag ikke offentligt kendt. Under den indledende del af grundlovsforhøret kom det dog frem, at Lars Halvor Hermansen ifølge politiets teori formentlig blev offer for en forbrydelse samme dag, som han forsvandt, den 18. september.

Lars Halvor Hermansen har været forsvundet siden 18. september. Nu er en mand fundet gravet ned, og en obduktion skal endeligt fastslå hans identitet. Privatfoto
Lars Halvor Hermansen har været forsvundet siden 18. september. Nu er en mand fundet gravet ned, og en obduktion skal endeligt fastslå hans identitet. Privatfoto

Se flere videoer på Local Eyes.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere