Drabssigtet kørt væk i ambulance

Er sammen med en 34-årige sigtet for to drab med to måneders mellemrum og et hjemmerøveri

I dette hus i landsbyen Sneslev mellem Ringsted og Haslev boede de nu drabssigtede mænd. Foto: Per Rasmussen
I dette hus i landsbyen Sneslev mellem Ringsted og Haslev boede de nu drabssigtede mænd. Foto: Per Rasmussen

Ved du noget om sagen eller har du kendskab til de to sigtede, så kontakt journalisten bag artiklen her.

Retsmødet var ikke mange minutter gammelt, da det fredag stod klart, at en 43-årig dobbeltdrabssigtet mand ikke kunne gennemføre.

Han hev efter vejret og fremstod ved siden af sig selv i retsmødet, hvor han og en 34-årig medsigtet blev krævet fortsat varetægtsfængslet.

- Min klient er ikke egnet til en timelang afhøring. Om lidt beder jeg om, at han bliver kørt tilbage til Slagelse, sagde den 43-åriges forsvarer, Lars Urup.

Kort efter ankom en ambulance, og han blev lagt på en båre og kørt væk. Han er varetægtsfængslet i surrogat, mens hans medsigtede er flyttet til Vestre Fængsel.

Se også: Anklager: Sigtede havde huskeliste til drab

Han sad få meter fra ham i retten, men der var ingen kontakt mellem de tidligere venner.

De to mænd er begge sigtet for de brutale drab på Kiehn Andersen i Ruds Vedby og Poul Frank Jørgensen i Vemmelev og for at have sat de to ældre mænds huse i brand efterfølgende.

Ved fredagens retsmøde i Retten i Næstved blev fængslingsgrundlaget udvidet til også at omfatte et bevæbnet hjemmerøveri i Skibby 1. juni i år.

Fingeraftryk på kasse
Her er de sigtet for i forening eller efter forudgående aftale at have truet den mandlige beboer med et oversavet jagtgevær til at udlevere kontanter. De opgav dog deres forehavende, fordi de fik oplysninger om, at der var vidner på adressen, fremgår det af sigtelsen.

Den 34-årige nægter sig skyldig, oplyste hans forsvarer Eigil Strand, mens den 43-årige nægter sig skyldig i røveriet 'blandt andet under henvisning til frivillig tilbagetræden', sagde hans forsvarer. Han tilføjede dog, at hans klient står ved det, han har forklaret ved sin sidste afhøring.

Poul Frank Jørgensen blev dræbt, hvorefter hans hus, der også er hans barndomshjem, blev sat i brand. To måneder før slog drabsduoen, ifølge sigtelsen, Kiehn Georg Andersen ihjel. Foto: Per Rasmussen
Poul Frank Jørgensen blev dræbt, hvorefter hans hus, der også er hans barndomshjem, blev sat i brand. To måneder før slog drabsduoen, ifølge sigtelsen, Kiehn Georg Andersen ihjel. Foto: Per Rasmussen
 

Hvad, den præcist omfatter, er uvist, fordi dommeren herefter valgte at lukke dørene, selvom sagen ved de seneste to fristforlængelser har kørt for åbne døre.

Men da hun afsagde fængslingskendelsen kom det frem, at den 43-årige har erkendt, at han var ude på gerningsstedet i Skibby med en anden person og med henblik på røveri fremviste et gevær, som, han dog har forklaret, ikke virkede.

Her er A-huset i landsbyen Sneslev mellem Ringsted og Haslev, hvor de nu drabssigtede mænd boede. Forrest i billedet er den tønde, som de brændte sager af i ud på natten. Foto: Per Rasmussen Krimi Her gemte de drabssigtede sig: Brændte ting af om natten

- Han har på eget initiativ forklaret, at det var (den 34-årige medsigtede, red.), der deltog som andenmand, sagde dommeren i begrundelsen, hvor det også fremgik, at signalementet kan passe med den medsigtede, og at der er kørt til gerningsstedet i hans bil.

Ligeledes er der under politiets ransagninger i forbindelse med sagen fundet en kasse til en telefon med et IMEI-nummer, der passer til en telefon, der har ringet til offeret for hjemmerøveriet for at aftale et møde. På kassen er der fundet den 34-åriges fingeraftryk.

Flere forhold
De to sigtede blev fortsat varetægtsfængslet i fire uger, og dommeren vurderede også, at der er begrundet mistanke om, at begge de sigtede er skyldige i overensstemmelse med sigtelsen for røveri.

Det fremgik af fredagens retsmøde, at de to mænd er sigtet af politiet for flere forhold end dem, der allerede er fremført i retten.

Det er først nu, at en dommer har taget stilling til røveri-sigtelsen, men politiet fortalte om den allerede 10. oktober. Her åbnede politiinspektør Kim Kliver også op for, at mere var på vej.

Drabsofferet Kiehn Andersens søn Jack Andersen og hans søster Susanne Nielsen, der her ses ved gerningsstedet, var til stede i retten, ligesom også den dræbtes bror var mødt op. Foto: Per Rasmussen
Drabsofferet Kiehn Andersens søn Jack Andersen og hans søster Susanne Nielsen, der her ses ved gerningsstedet, var til stede i retten, ligesom også den dræbtes bror var mødt op. Foto: Per Rasmussen
 

- Vores efterforskning tegner et meget bekymrende billede af de to anholdte, som vi mistænker for at være indblandet i flere andre alvorlige og grove forbrydelser ud over de to drab og hjemmerøveriet i Skibby. Så vi fortsætter med en dybdegående efterforskning mod de to mænd ind til alle kort i sagen er blevet vendt, sagde han.

Anklageren forventer, at sagen er færdig-efterforsket inden for et par måneder og kan berammes til at køre omkring sommer.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere