Drabssigtet skudt af politiet: Nu er der nyt om hans tilstand

58-årig mand er stadig indlagt på Rigshospitalet, efter at han søndag blev skudt af politiet under dramatisk anholdelse

Af politiets sigtelse fremgår det, at der er sket et drab på en 50-årig kvinde på denne landejendom på Møn. Foto: Per Rasmussen
Af politiets sigtelse fremgår det, at der er sket et drab på en 50-årig kvinde på denne landejendom på Møn. Foto: Per Rasmussen

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

En 58-årig drabssigtet mand fra Møn er ikke længere i livsfare, efter at han søndag aften blev skudt af politiet under en dramatisk anholdelse på en landejendom på øen.

Det oplyser efterforskningsleder ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn Nielsen til Ekstra Bladet.

Ved politiets ankomst til ejendommen var der tilsyneladende så store problemer med at få manden anholdt, at de tilstedeværende betjente måtte trække deres skydevåben.

Manden blev ramt og blev siden hentet af en lægehelikopter og fløjet til behandling på Rigshospitalet.

- Hans situation er nu, at hans tilstand betegnes som stabil, siger Søren Ravn Nielsen til Ekstra Bladet.

Det er politiets opfattelse, at den 58-årige først kvalte sin 50-årige samlever, hvorefter han hældte brændbar væske over hendes lig. Ved politiets ankomst til adressen lå kvindens stærkt forkullede lig på gårdspladsen ved trappestenen ind til ejendommen.

Den 58-årige blev sigtet for drabet. Han skulle efter planen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing Falster mandag klokken 15. Men da retsmødet begyndte, var manden ikke til stede.

Politiet skød en 58-årig mand under anholdelsen. Den Uafhængige Politiklagemyndighed er sat til at undersøge det forhold. Foto: Per Rasmussen
Politiet skød en 58-årig mand under anholdelsen. Den Uafhængige Politiklagemyndighed er sat til at undersøge det forhold. Foto: Per Rasmussen
 

Anklager Siw Olsen fortalte dommeren, at den 58-årige lå bevidstløs på Rigshospitalet på grund af den medicin, lægerne gav ham. Desuden blev hans tilstand på det tidspunkt betegnet som 'svært dårlig'.

Politiet har arbejdet på landejendommen i mange timer. Søndag klokken 17.52 blev politiet tilkaldt. Foto: Per Rasmussen 112 - 11. mar. 2019 - kl. 12:54 Mulig drabssag ryster naboer

Det var søndag klokken 17.52, at politiet blev kaldt ud til landejendommen, der ligger lidt afsides for enden af en 200 meter lang grusvej. Politiet reagerede på en anmeldelse. Men Søren Ravn-Nielsen ønsker endnu ikke at fortælle, hvem der anmeldte forholdet.

- Det er noget af det, vi holder for os selv indtil videre. Der pågår stadig en undersøgelse af hændelsesforløbet, og så længe den ikke er færdig, kan vi ikke sige så meget, siger Søren Ravn-Nielsen.

En lægehelikopter og en ambulance ankom til adressen lidt efter klokken 19, fortæller naboer til Ekstra Bladet. Og først på natten kort efter midnat blev brandvæsenet tilkaldt.

Naboer til det dræbte par så chokeret til, mens politiet mandag arbejdede på stedet. Elsebeth Andersen, Susanne og Michael Hahn havde ikke lagt mærke til noget usædvanligt op til drabet. Foto: Per Rasmussen
Naboer til det dræbte par så chokeret til, mens politiet mandag arbejdede på stedet. Elsebeth Andersen, Susanne og Michael Hahn havde ikke lagt mærke til noget usædvanligt op til drabet. Foto: Per Rasmussen
 

Det usædvanlige hændelsesforløb kender politiet naturligvis til, eftersom de var til stede på adressen med adskillige betjente under hele forløbet. Men Søren Ravn-Nielsen ønsker endnu ikke at fortælle, hvorfor brandvæsenet blev tilkaldt.

Landejendommen var afspærret i 24 timer frem til mandag ved 17-tiden. Politiets teknikere arbejdede på adressen det meste af mandagen. Også hundeførere afsøgte området ad flere omgange. Både om natten og igen i løbet af formiddagen.

Det er uklart, hvordan den 58-årige forholder sig til drabssigtelsen. Det er ikke lykkedes hans forsvarer at få talt med manden, kom det frem under grundlovsforhøret.

Foto: Per Rasmussen 112 - 11. mar. 2019 - kl. 15:41 Sigtelse: Brændte lig efter drab

Manden blev varetægtsfængslet in absentia, som det hedder, når den sigtede ikke selv er til stede i retssalen. Af kendelsen fremgik det, at manden skal fremstilles i grundlovsforhør på ny senest 24 timer efter, at lægerne siger god for det.