Drabssigtet sygeplejerske: Hendes verden synker i grus

Tre dommere i landsretten stadfæster byrettens afgørelse om fængsling for drab begået på sygehuset i Nykøbing.

Politiet sigter den 30-årige for tre drab og et drabsforsøg. Privatfoto
Politiet sigter den 30-årige for tre drab og et drabsforsøg. Privatfoto

Østre Landsret har fredag besluttet at varetægtsfængsle en kvinde, der sigtes for drab på patienter på sygehuset i Nykøbing Falster.

Landsretten har stadfæstet den kendelse, som byretten i Nykøbing afsagde 2. marts.

Politiet sigter kvinden, der er ansat på hospitalet, for at have dræbt tre patienter, to mænd og en kvinde.

Desuden beskyldes hun for at have forsøgt at dræbe en fjerde patient, en kvinde.

Se også: Sigtelse: Sygeplejerske dræbte tre med ukendt medicin

Den 30-årige kvinde nægter sig skyldig, men hendes forsvarer Jørgen Lange understreger, at kvinden svarer på alle de spørgsmål, politiet stiller.

- Hun har valgt at svare og svarer meget detaljeret på alt, hvad hun bliver spurgt om, siger advokaten.

Uden for retsbygningen blev forsvareren spurgt om, hvordan hans klient har det.

- Enhver, der sættes i en sådan en situation, vil synes, at verden synker i grus, svarede advokaten.

Forsøgte at holde blikket
De påståede forbrydelser skal være sket i løbet af lørdag aften 28. februar og frem til søndag morgen 1. marts. Det skal være sket ved at give patienterne et ukendt præparat intravenøst.

Samme dag anmeldte sygehuset sagen til politiet, som derefter besluttede at anholde hende.

Kvinden har været varetægtsfængslet siden 2. marts og skal være frihedsberøvet frem til 24. marts.

Se også: Politi har kontaktet alle pårørende til sygehusdræbte

Fredagens afgørelse er faldet efter et mere end tre timer langt retsmøde bag lukkede døre i landsretten.

- Efterforskningen er på et indledende stadie, og der skal foretages en lang række afhøringer, har anklageren, advokaturchef Jeanette W. Andersen, sagt ved retsmødets start.

Den spinkle, drabssigtede kvinde forsøgte at holde blikket mod de tre kappeklædte landsdommere, da hun var blevet ført ind i retssalen.

Hun undgik at se ned mod tilhørerpladserne, hvor journalister og familiemedlemmer sad.

Ifølge forsvareren, advokat Jørgen Lange, har kvinden beredvilligt svaret på alle de spørgsmål, som politiet har stillet hende.

På Facebook skrev hun om formiddagen 1. marts, at hun havde haft den værste nattevagt nogensinde. Hun var parat til at hænge sig selv, skrev hun ifølge flere medier.

Fredag eftermiddag er det ikke muligt at få oplyst detaljer om landsrettens afgørelse.

Byretsdommeren mente, at der "kun" er begrundet mistanke om ét drab og drabsforsøget.

Om de tre landsdommere vurderer den usædvanlige sag på samme måde, er foreløbig uklart.

1 af 2 Drabene og drabsforsøget skete ifølge sigtelsen i løbet af en enkel nattevagt. (Foto: Per Rasmussen)
2 af 2 Politiet sigter den 30-årige for tre drab og et drabsforsøg. Privatfoto

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere