Drabstiltalt: Hediga kan være i Syrien

Ifølge 41-årig drabstiltalt eksmand er Hediga før forsvundet i flere år for så at vende tilbage til sin familie

Hør mere om sagen her. (Video: Per Rasmussen)

Retten i Nykøbing Falster (Ekstra Bladet): Hediga Morad er ikke død, sådan som dansk politi formoder. I stedet har hun taget en pause fra virkeligheden og befinder sig formentlig i Syrien.

Det mener Hediga Morads 41-årige eksmand, Helil Meme, som sidder tiltalt ved Retten i Nykøbing Falster for drabet på den 34-årige mor til to. Han nægter sig skyldig.

Adspurgt af sin forsvarer Henrik Stagetorn forklarede den 41-årige syriske mand, at Hediga Morad tidligere har forladt sin familie over et år ad gangen.

- Da vi boede i Italien, forlod hun os for en anden mand i lidt over et år. Det skete to gange. Vores børn var små. Min datter var kun syv, forklarede den 41-årige mand til retten om episoden, som fandt sted omkring 2010.

Se også: Anklager: Trekants-drama før drab på mor til to

- Jeg vidste ikke, hvor hun var i lang tid. Den gang var hun taget tilbage til Syrien, forklarede Helil Meme.

Hediga Morad forsvandt sporløst 9. oktober 2015, kort efter at hun havde afleveret sine børn hos eksmanden i Vordingborg.

Ifølge politiet blev den unge mor formentlig dræbt dagen efter, og hendes lig er efter al sandsynlighed skaffet af vejen ved Møns Klint. Men på trods af intense eftersøgninger til lands, til vands og fra luften har politiet ikke kunne finde liget af den 34-årige mor.

34-årige Hediga Morad er blevet myrdet, mener politiet - selvom det endnu ikke er lykkedes at finde hendes lig. Privatfoto
34-årige Hediga Morad er blevet myrdet, mener politiet - selvom det endnu ikke er lykkedes at finde hendes lig. Privatfoto
 

Det manglende fund kan derfor spille ind i den endelige afgørelse af sagen mod eksmanden.

For ifølge den 41-årige drabstiltalte befinder Hediga Morads sig formentlig i bedste velgående i enten Syrien eller Tyrkiet.

- En af mine fars venner har set hende i en bil i landsbyen i Syrien, forklarede den 41-årige mand blandt andet til retten. Ifølge Helil Meme var det også hans egen plan selv at tage til det krigshærgede land med parrets to børn for at lede efter kvinden. 

- Men så blev jeg anholdt, forklarede manden.

Den 41-åriges forklaring om Hediga Morads forsvinden bliver til dels støttet af en aflyttet telefonsamtale, som tidligere i dag er blevet afspillet i retten. Her taler Helil Meme med en ven nogle uger efter Hediga Morads forsvinden.

Se også: Drabstiltalt: Jeg kørte Hedigas kreditkort ud af landet

Ifølge en tolk, som har oversat samtalen fra arabisk til dansk, taler vennerne blandt andet om Hedigas ønske om at taget til Tyrkiet med sin familie i tiden før sin forsvinden.

Hvor forsvaret mener, at det er et bevis på den 34-årige mors ønske om at forsvinde, mener anklager Anne Marie Fink i stedet, at samtalen er endnu et af den 41-åriges forsøg på at skjule sin forbrydelse.

Se også: Afskeds-sms i Hediga-drabet: 'Du skal ikke lede, for du vil ikke finde mig'

Under sagen, som startede i sidste uge har anklagemyndigheden dokumenteret, hvordan der tilsyneladende udspillede sig et trekantsdrama i forholdet mellem Hediga Morad og den tiltalte eksmand i tiden før hendes forsvinden.

Derudover har den 41-årige ifølge politiets efterforskning anskaffet sig en række haveredskaber, herunder en rive og en spade i tiden op efterårsferien 2015.

Også en klargjort grav fundet i skovbunden mindre en to kilometer fra det sted, hvor Hediga Morad blev set for sidste gang, spiller ind i anklagemyndighedens bevisførelse.

Se også: Politiet fandt grav i eftersøgningen af mor til to

 - Hvor tror du Hediga er i dag?, spurgte anklager Anne Marie Fink til sidst den tiltalte.

- Jeg har forsøgt at finde hende, og det var jeg ikke i stand til. Men jeg tror, at hvis jeg ikke sad i fængsel, så ville hun komme tilbage fra der, hvor hun er, svarede Helil Meme, som over to retsdage har afgivet forklaring til rettens nævninge.

Der er afsat syv dage til sagen mod den 41-årige mand med forventet dom i slutningen af januar.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere