Drabstiltalt hørte stemmer: Mord eller selvmord var den eneste løsning

- Det var for at slippe af med stemmerne, lød forklaringen fra 31-årige drabstiltalt om mordet på Sosu-assistent Vivi Nielsen

Vivi Nielsen blev stukket ihjel d. 26 marts 2016 på bostedet Lindegården i Roskilde. Foto: Privat.
Vivi Nielsen blev stukket ihjel d. 26 marts 2016 på bostedet Lindegården i Roskilde. Foto: Privat.

RETTEN I ROSKILDE (EKSTRA BLADET): En 31-årig mand sidder i dag på anklagebænken for at have slået sosu-assistent Vivi Nielsen ihjel. Det skete d. 26 marts sidste år på bostedet Lindegården i Roskilde.

Tiltalte erkender, at have stukket Vivi Nielsen, men nægter sig skyldig i drab.

Vivi Nielsen blev ramt af et enkelt kraftigt knivstik, og hun døde af forblødning, da knivstikket ødelagde vener, mavesæk og lever.

Den 31-årige mand forklarede mandag i retten, at stemmer i hovedet styrer ham.

- Jeg kan huske, at de siger jeg skal slå ihjel, men jeg ville ikke, forklarede han.

Den 31-årige mand var tydeligt påvirket af sagen. Flere gange tog han dybe vejrtrækninger inden han forklarede sig. Han gentog flere gange, at han intet havde imod Vivi Nielsen og at det ikke var hans mening, at slå hende ihjel.

Manden forklarede, at han har hørt stemmer siden han var 24 år. Stemmerne kommer blandt andet, når han er ked af det. 26 marts 2016 tog de altså over.

- Når man har prøvet at komme af dem (stemmerne, red.) mange tusinde gange, kan man ikke klare det mere. Til sidst ser man bare løsningen som selvmord, mord eller vold, forklarede han.

Det fatale stik ramte Vivi Nielsen i højre side af ryggen. Tiltalte forklarede, at det ikke var hans mening at ramme hende hvor han gjorde, men derimod i ballen.

Den 31-årige mand fortæller, at han den aften havde taget mellem 0.5 og 1 gram amfetamin. Under vidneforklaringen fortalte han, at han ikke havde fået sin medicin og at han havde røget for meget hash.

- Jeg tror det kan have noget at gøre med, at jeg ikke fik min medicin. Og det var sket flere gange den uge.  Jeg havde ikke sovet og jeg havde røget for meget hash. Det kan jeg ikke tåle, sagde den 31-årige.

Efterladte kræver millionerstatning
Drabet på den 57-årige sosu assistent har haft enorm bevågenhed i pressen, hvor flere kolleger til Vivi Nielsen samt andre fagfolk påpegede de mange udfordringer, som behandlere og patienter oplever i det psykiatriske system i Danmark. 

Under dagens retsmøde kom det også frem, at den efterladte ægtemand til Vivi Nielsen kræver 1.038.000 kroner i erstatning for sit tab.

Vivi Nielsen havde inden sin død arbejdet i psykiatrien i 25 år. Hun var inden drabet kontaktperson for den drabstiltalte.

Det er op til de juridiske dommere at afgøre, hvor høj en erstatning familien har krav på. Den beslutning forventes afgjort sammen med domfældelsen tirsdag i denne uge.

Tiltalte kræves dømt til anbringelse på ubestemt tid efter drabet på 57-årige sosu på bostedet Lindegården.

Skærm

Hent flere
Hent flere