'Dracula'-netværk med falske identiteter: Rejser ind i Danmark igen

'Dracula-netværket' i København solgte falske id-kort til udviste og tilrejsende kriminelle, mener politiet

Falske rumænske identitetskort blev solgt til udviste og tilrejsende kriminelle, der så kunne operere under falske identiteter i Danmark. Billedet er et eksempel fra Europa-Kommissionen.
Falske rumænske identitetskort blev solgt til udviste og tilrejsende kriminelle, der så kunne operere under falske identiteter i Danmark. Billedet er et eksempel fra Europa-Kommissionen.

Rumænere, der er rejst til Danmark for at begå kriminalitet, har kunnet dække sig under falske identiteter, fordi et kriminelt netværk i Danmark og Sverige har fremstillet falske rumænske identitetskort til dem.

Også rumænske kriminelle, der er udvist efter dom, har kunnet rejse retur til Danmark på falske identitetskort.

Det mener Københavns politi, der har rejst en ny tiltale mod det kriminelle netværk kaldet 'Dracula'.

De fire formodede hovedmænd bag 'Dracula' blev stillet for retten på Frederiksberg torsdag i en 15 dage lang retssag, hvor dommen først ventes 14. februar næste år. De tiltalte er tre rumænere og en pakistaner.

Fremstillet i Malmø
De falske id-kort blev fremstillet hos en 48-årig rumæner i Malmø, som svensk politi efterforsker imod. Der er endnu ikke rejst tiltale mod ham, oplyser Malmø Tingsrätt til Ekstra Bladet.

Det kriminelle netværk står, ifølge politiet, også bag bordeldrift med udenlandske kvinder i København, hvor fortjenesten har været flere millioner kr., og bag udspekulerede data-bedragerier med såkaldte 'phishingmails' fra Danske Bank.

De tiltalte nægter sig skyldige.

Se også: Falske mails fra Danske Bank brugt til million-svindel: Brød ind i netbanken

Ifølge den nye tiltale for dokumentfalsk var handlen med falske identitetskort organiseret.

Det var en 48-årig herboende rumæner, der tog mod betaling og sendte personoplysninger og fotos til Malmø, hvor de falske id-kort blev produceret.

Kortene blev hentet i Sverige af blandt andre en 50-årig rumæner og distribueret til udlændinge i Danmark 'der var meddelt indrejseforbud i Danmark og udlændinge, der var i Danmark for at begå kriminalitet,' fremgår det af tiltalen.

'Adskillige falske dokumenter'
Det er uvist, hvor mange falske rumænske id-kort, der er i omløb. Det ene forhold af dokumentfalsk omtaler 'ikke under 37 falske dokumenter' i perioden foråret 2017 til 30. april 2018, mens et andet forhold siger, at der var tale om 'adskillige falske dokumenter' i perioden oktober 2017 til februar 2018.

Ved et konkret tilfælde stoppede politiets Udlændingekontrolgruppe 18. december sidste år tre rumænere på en restaurant i Vanløse, der alle fremviste falske identitetskort, der var fremstillet på 'dokument-fabrikken' i Malmø.

Se også: Politiet: Netværket 'Dracula' drev bordeller og hjalp kriminelle

Inden de formodede bagmænd blev anholdt i maj, havde politiet fået dømt og udvist cirka 30 personer, der kunne relateres til ’Dracula-netværket’.

Det var indbrudsafsnittet hos Københavns politi, der kom på sporet af det kriminelle netværk, og som har optrevlet sagen.

Dracula-netværket stod, ifølge tiltalen, bag bordeldrift fra en restaurant på Frederiksberg og tre lejligheder i København og Rødovre, hvor bagmændenes samlede fortjeneste var små fire millioner kr.

Under retssagen kræver politiet cirka 3,8 millioner kr. konfiskeret som fortjeneste fra bordeldriften.

De fire formodede bagmænd i 'Dracula' kræves alle udvist.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere