Dræbt og gemt i kummefryser: I dag begraves Sherin og døtrene

Familie og venner siger i dag farvel til Sherin, Linda og Randa, der blev fundet dræbt i en kummefryser i Aabenraa den 31. oktober

Forrige uge kom det frem, at den mord-mistænkte eksmand befandt sig i lejligheden kort før drabet på Sherin og døtrene Linda og Randa. I dag begraves de tre.

Det var et grusomt syn, der mødte politiet den 31. oktober, da de gik ind i en lejlighed på Reberbanen 2 i Aabenraa.

I lejlighedens kummefryser lå ligene af den 27-årige Sherin og hendes to piger på syv og ni år, Linda og Randa. De tre var blevet kvalt, inden de blev lagt ned i fryseren.

I dag får familie og venner lov til at sige farvel til Sherin og pigerne, når de bliver begravet i den muslimske afdeling på Ulkebøl Kirkegård i Sønderborg.

Det bekræfter Kassem Rachid, der er imam og skal forestå begravelsen, over for Ekstra Bladet.

- Det bliver en meget hård omgang for alle, men selvfølgelig mest for deres familie, fortæller Kassem Rachid.

Ville blive i Danmark
Syd- og Sønderjyllands Politi efterlyser stadig Sherins eksmand og pigernes far, den 33-årige Hamid Farid Mohammed, i forbindelse med drabet, som de har sigtet ham for at stå bag. Faderen flygtede efter drabet til Tyskland, hvorfra han har taget en fly til Tyrkiet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger ville den 33-årige Hamid Farid Mohammed tilbage til Syrien med pigerne, men det ønskede Sherin ikke.

Sherin stammede fra den nu sønderbombede syriske by Aleppo, og sammen med sin mand flygtede hun fra hjemmet i Damaskus sidste år. De ankom til Danmark i august 2015 og søgte asyl.

En familiesammenføring med parrets to døtre blev så en realitet fra februar i år.

- Sherin var meget livsglad. Hun kæmpede for at skabe sig et godt liv for sig selv og ikke mindst de to piger, har Kassem Rachid tidligere fortalt.

Holder sammen
Siden drabet har der været et tæt sammenhold i de syriske kredse i Sønderjylland.

- Det er en forfærdelig tragedie. Men vi må stå sammen. Det her er en tid, som vi bare skal igennem. Vi har alle utroligt ondt i hjertet, siger Kassem Rachid, der også vil komme ind på netop dette i sin tale til begravelsen, og fortsætter:

- Men vigtigst af alt, så skal vi støtte Sherins bror og søster, så de kan leve videre efter denne her frygtelige tragedie. Jeg håber aldrig, at sådan en tragedie gentager sig.

Skærm

Hent flere
Hent flere