Dræbte konen med håndvægte: Her er hans dom

En 80-årig mand var sindssyg, da han i januar slog sin kone ihjel i parrets hjem i Farum. Derfor skal han ikke i fængsel

RETTEN I LYNGBY (Ekstra Bladet): Straffen til en 80-årig mand, der er dømt for at slå sin kone ihjel, er en behandlingsdom. Det har en dommer og to domsmænd i Retten i Lyngby Netop slået fast.

Straffen betyder, at den 80-årige mand, som er blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket, skal undergive sig behandling på en psykiatrisk afdeling.

Drabet skete omkring frokosttid 28. januar i år, hvor manden slog sin kone gennem mere end 40 år ihjel. Kvinden blev slået 13 gange i hovedet med et-kilos håndvægte, som manden kort forinden havde brugt til at dyrke sin daglige morgengymnastik.

Dommen betyder, at en læge i samarbejde med Kriminalforsorgen kan udskrive manden, og i praksis betyder det, at han kan blive en fri mand meget snart. Senioranklager Benthe Schnack havde bedt om en dom til anbringelse, men dommerne valgte at følge forsvarerens begæring

Se også: Dræbte konen efter morgengymnastik: Jeg savner hende meget

Led af depression
Hvorfor den 68-årige kvinde skulle dø, forbliver et mysterium. Den 80-årige mand husker nemlig ikke, hvad der fik ham til at gå amok i parrets hjem.

I retten onsdag forklarede den 80-årige, hvordan han flere gange har været indlagt på psykiatriske afdelinger, fordi han led af depression. Og i tiden op til drabet fik han det igen dårligt både fysisk og psykisk og frygtede, at han var ved at blive alvorligt syg.

Det diskuterede han med sin kone den pågældende morgen, som ellers forløb som enhver anden. De spiste morgenmad og snakkede – blandt andet om, at de skulle søge noget hjælp til den 80-årige – og derefter gik han i gang med sin morgengymnastik, som var en del af den daglige rutine. Til gymnastikken brugte han blandt andet to røde et-kilos håndvægte. Efterfølgende skulle parret have frokost.

- Jeg husker, hun sagde noget om, at ikke igen ville opleve, at jeg blev indlagt, forklarede den 80-årige grådkvalt. Han var gennem hele sin forklaring lavmælt og tydeligt mærket af sagen.

Se også: 80-årig tiltalt for drab på sin kone: Nu skal han gøres arveløs

Forsøgte selvmord
Herefter husker han ikke mere. Men ifølge politiets tekniske beviser slog den 80-årige først sin kone 13 gange i hovedet med sine træningshåndvægte, herunder fem gange i baghovedet, hvorefter han kvalte hende med hænderne og en blomstret pude, han hentede i et andet rum.

Derefter forlod han hjemmet, låste døren efter sig og satte sig ind i sin bil. Ved Allerød kørte han op i bagenden af en lastbil med høj hastighed – efter alt at dømme i forsøget på at begå selvmord.

- Har du nogen idé om, hvorfor du gjorde det, spurgte anklageren, hvortil den 80-årige svarede, at han ikke kunne finde en forklaring.

- Vi havde det godt sammen, og vi skændtes aldrig, vi diskuterede kun som alle andre ægtepar. Vi skændtes heller ikke den morgen, sagde han, hvorefter anklageren ville vide, hvad han tænker om drabet i dag.

- Jeg savner hende meget, lød hans kortfattede og grådkvalte svar.

Se også: 80-årig kræves tvangsanbragt for håndvægtsdrab på konen

Fortalte hospitalspersonale om drab
I retten onsdag var der indkaldt fem vidner – heriblandt en anæstesisygeplejerske, som havde vagt på Hillerød Sygehus den dag, den 80-årige blev indlagt.

Sygeplejersken forklarede, at den 80-årige var blevet spurgt om, hvorvidt han havde pårørende, der skulle underrettes om hans ulykke, hvortil han svarede: 'Jeg har lige slået min kone ihjel'. Det gentog han flere gange – til personalet på hospitalet og til politiet – men forklarede ikke hvorfor. Af forskellige rapporter fremgår det, at han var meget konfus.

Den 80-årige har siden drabet været indlagt på en psykiatrisk afdeling, hvor han blandt andet har fået elektrochok.

Dommen over den 80-årige mand slog samtidig fast, at han ikke gøres arveløs, som anklageren ellers havde bedt om. I sin afgørelse lagde dommerne vægt på, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket samt at hans to børn – som ellers ville arve efter deres dræbte stedmor – begge udtalte i retten, at de helst så arven ende hos deres far.

1 af 2 
2 af 2