Dræbte legendarisk snigskytte: Nu falder hammeren

Juryen skal afgøre, om Eddie Ray Routh skal i fængsel resten af livet for drab på verdensberømt snigskytte

Den tidligere marinesoldat Eddie Ray Routh tager plads under retssagen i Texas. (Foto: AP)
Den tidligere marinesoldat Eddie Ray Routh tager plads under retssagen i Texas. (Foto: AP)

Chris Kyles evner som snigskytte i det amerikanske militær er blevet verdenskendt med Hollywood-filmen 'American Sniper'. Mens publikum strømmer i biografen for at se filmen, udspiller et andet drama sig i en retssal i Stephenville i Texas.

Her står Eddie Ray Routh, 27, tiltalt for det uhyggelige mord på netop Chris Kyle på en skydebane i Texas i februar 2013.

Kyle, 38, blev fundet dræbt af seks skud, mens hans kammerat Chad Littlefield, 35, var dræbt med syv. Eddie Ray Routh, en veteran fra Irak-krigen, har tilstået dobbeltdrabet, men han har erklæret sig ikke-skyldig på grund af sindssyge i gerningsøjeblikket.

Juryen, der i den seneste uge har hørt adskillige vidneudsagn og ekspertvurderinger, skal til at votere i sagen. Eddie Ray Routh risikerer fængsel på livstid uden mulighed for prøveløsladelse, hvis han kendes skyldig i dobbeltdrabet.

Totalt bindegal
Chris Kyle kom i kontakt med sin drabsmand, fordi han inden sin død havde stiftet en organisation, der skulle hjælpe veteraner med posttraumatisk stress. Kyle og vennen Littlefield havde besluttet sig for at invitere Routh med til socialt samvær på skydebanen, men det stod hurtigt klart, at Routh ikke var helt rask.

– Den mand er totalt bindegal, skrev Kyle i en sms til Littlefield, efter at de havde mødt Routh.

Og Kyle havde tydeligvis ret. I hvert fald nøjedes Eddie Ray Routh ikke med at affyre sit våben mod de opstillede mål på skydebanen. På klos hold og uden varsel rettede han sit våben mod Chris Kyle og Chad Littlefield, der begge blev dræbt på stedet.

Anklager Jane Starnes indledte retssagen med at plante pegefingeren direkte i hovedet på retsmediciner Jeffrey Barnard for at demonstrere, hvor tæt på Routh var, da han skød Kyle.

– Han havde ikke en chance, dundrede anklageren under sagen, der er kørt under enorm mediebevågenhed.

Anklager Jane Starnes viser et foto af et stykke bevismateriale frem under retssagen. (Foto: AP)
Anklager Jane Starnes viser et foto af et stykke bevismateriale frem under retssagen. (Foto: AP)

En retsmediciner fremviser det formodede mordvåben under retssagen. (Foto: AP)
En retsmediciner fremviser det formodede mordvåben under retssagen. (Foto: AP)

Beskeden og karismatisk
Eddie Ray Rouths advokater har forsøgt at føre bevis for, at deres klient var mentalt ustabil. Blandt andet fortalte en psykiater, at Routh er skizofren og viste tegn på at være psykotisk i ugerne op til drabet.

– Han troede, han skulle dø, hvis han ikke greb til handling og dræbte dem først, har retspsykiater Mitchell H. Dunn forklaret ifølge lokale medier.

Routh skulle have været påvirket af whisky og pot inden drabene. Han stjal efterfølgende Kyles pickup-truck og købte en burrito, inden han kørte hjem til sin søster i Dallas, hvor han blev anholdt.

Chris Kyles enke, Taya, måtte kæmpe imod tårerne, da hun vidnede under sagen. Hun omtalte konsekvent sin mand i nutid.

– Han er sådan en enestående person. Han er beskeden, venlig og karismatisk, sagde hun om den afdøde ægtemand, som hun blev gift med få dage før, han blev sendt til Irak med sin Navy Seal-enhed.

Kyle krediteres for 160 bekræftede drab som snigskytte under krigen, hvor fjenden gav ham øgenavnet 'djævlen'. Han var dekoreret med 14 forskellige medaljer, herunder to sølv stjerner og fem bronzestjerner.

Chris Kyle var en tidligere snigskytte i Navy Seal, der skrev bog om sine bedrifter ved fronten. (Foto: AP)
Chris Kyle var en tidligere snigskytte i Navy Seal, der skrev bog om sine bedrifter ved fronten. (Foto: AP)

Enken Taya Kyle ses under retssagen mod Eddie Ray Routh. (Foto: AP)
Enken Taya Kyle ses under retssagen mod Eddie Ray Routh. (Foto: AP)

Irak-veteranen Eddie Ray Routh risikerer fængsel på livstid, hvis han dømmes for drabet på Chris Kyle og Chad Littlefield. (Foto: AP)
Irak-veteranen Eddie Ray Routh risikerer fængsel på livstid, hvis han dømmes for drabet på Chris Kyle og Chad Littlefield. (Foto: AP)
 

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere