Dræbte sin kone med samurai-kniv der hang på væggen

Manden dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling

En 74-årig psykisk syg mand fra Skalborg har i Retten i Aalborg tilstået, at han i november sidste år dræbte sin hustru med adskillige stik fra en samurai-kniv.

Manden er netop blevet dømt til anbringelse på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.

Det skriver nordjyske.dk.

Motivet til drabet var, at den psykisk syge mand stod for at skulle indlægges på en psykiatrisk afdeling. Hustruen, som han var gift med i over 50 år, mente også, at han led af demens.

Ifølge nordjyske.dk har manden i en årrække taget medicin mod depressioner. Han kunne ikke forklare i retten, hvorfor han alligevel blev deprimeret denne gang.

Følte sig desperat
På drabsnatten vågnede den 74-årige mand og følte sig desperat over, at han skulle indlægges.

Ægteparret kom i klammeri, og den 71-årige hustru forsøgte at flygte ud gennem terrassedøren. Ægtemanden rev en  samurai-kniv, der hang på væggen, ned. Han stak den flygtende kvinde flere gange.

Der var angiveligt ikke problemer mellem ægtefællerne i dagligdagen.

Ikke planlagt
Nordjyske.dk beretter fra retsmødet, at den tiltalte på ingen måder havde planlagt drabet. Han er erklæret sindssyg - også i gerningsøjeblikket.

Den 74-årige mand modtog dommen, der faldt fredag sidst på formiddagen.