Drama i klatrepark: Kvinde faldt flere meter ned

En kvinde er faldet flere meter ned i legelandet Klatresjov i Brabrand

En kvinde er søndag faldet flere meter ned fra en klatrevæg i legelandet Klatresjov i Brabrand.

Det fortæller Danh Cong Nguyen, der er medejer i legelandet, til Ekstra Bladet.

- Kvinden havde sikret sin datter, som skulle på en klatrevæg. Da datteren var nået op ad væggen, bestemte kvinden sig også for at klatre op, men hun havde glemt at sikre sig selv, hvorefter hun falder ned. Det er et meget uheldigt moment, hvor det er gået galt, siger han og fortæller, at kvinden blev hentet af en ambulance efter uheldet.

Vagtchef ved Østjyllands Politi Jens Henrik Jensen bekræfter episoden.

- Kvinden falder ned cirka 11.10, hvor vi har en vogn derude 12.30, siger han.

I skrivende stund kan vagtchefen ikke fortælle yderligere om kvindens tilstand. Han ved heller ikke præcist hvor mange meter, kvinden faldt ned.

Faldt fire-fem meter
Et øjenvidne, der selv var på klatretur med familien, fortæller, at episoden var voldsom for dem, der var i nærheden.

- Hun landede 30 centimeter fra mig. Vi stod på banen ved siden af. Vi hørte et ordentligt skrig, hvor hun lander på gulvet med ret hård kraft. Hun var halvvejs oppe på banen, så det er nok fire-fem meter. Hun har fået en stor flænge i panden, og det bløder ned på gulvet, siger han.

Kvindens datter blev også mærket af uheldet.

- Vi var alle sammen chokerede, og hendes datter skreg. Vi sørgede for, at der ikke blev flyttet på hende, før der kom en ambulance.

Sikkerhedstjek
Det er en anelse specielt at tage i en klatrepark, hvis man er vant til en regulær forlystelsespark. I klatreparken begynder man med at blive undervist i sikkerhed og regler, hvorefter morskaben foregår på egen hånd.

- Gæsterne starter med at blive undervist af en instruktør, hvor de får at vide, hvordan de skal sikre sig selv, inden de klatrer, og hvilke regler der er på området. Der er en instruktør til stede i klatrehallen, så længe folk klatrer, men de holder hovedsageligt øje med de mindreårige.

- Al klatring er på eget ansvar, man skal lytte til instrukserne og gøre det, man bliver bedt om, forklarer Danh Cong Nguyen, som dog understreger, at det var et ulykkeligt uheld, og at Klatresjov gør alt for at undgå ulykker.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere