Drama i lufthavnen: Én person anholdt

En mand blev angiveligt så vred over, at han ikke kunne få hjælp til at finde sit stjålne kamera, at han kom i klammeri med lufthavnens sikkerhedspersonale

Video: Byrd/Mikkel Johansen

En mand er fredag eftermiddag blevet anholdt i Københavns Lufthavn efter at være kommet i klammeri med lufthavnens sikkerhedspersonale, oplyser Københavns Politi til Ekstra Bladet.

Den dramatiske episode tog angiveligt sin begyndelse, da manden ville anmelde et tyveri.

Håndgemæng
- Han har fået stjålet et kamera derude. Han ønsker at anmelde det og få noget hjælp til at finde det, men det endte så i noget håndgemæng, siger vagtchefen hos Københavns Politi, Henrik Svejstrup

Politiet modtog anmeldelsen klokken 14.36, og allerede seks minutter senere var manden lagt i håndjern. 

- Anholdelsen forløb uden problemer. Vi kom derud og fik fat i manden, så alt er stille og roligt nu, siger Henrik Svejstrup.

Politiet kan endnu ikke oplyse, om manden er dansk statsborger, eller hvor gammel han er.

- Vi er i gang med at få udredt, hvad der rent faktisk skete, siger Henrik Svejstrup.

Bataljen fandt sted i lufthavnens Terminal 3.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere