Drama i morges: Lars var sekunder fra katastrofe på motorvej

Lars Jensen takker guderne for, at han ikke kørte hjemmefra Vordingborg to sekunder før, han reelt gjorde

Lars Jensen vurderer selv, at han var sekunder fra at havne i en katastrofe. (Privatfoto)
Lars Jensen vurderer selv, at han var sekunder fra at havne i en katastrofe. (Privatfoto)

- Det var næsten som et mortérnedslag, fordi det gik så hurtigt. Fra det ene øjeblik, hvor jeg skulle til at overhale lastbilen, og til det næste, hvor der var støv, jord, røg og græs i luften, og træstammer der røg til alle sider.

Sådan siger Lars Jensen, der var sekunder fra at blive involveret i det, han selv betegner som en katastrofe, i morges omkring klokken 7 på Sydmotorvejen i Sydsjælland.

Her var han på vej på arbejde i København i sin bil. Kort efter Udby ved afkørsel 40 nærmer han sig med 120 km/t. en tonstung lastbil med anhænger fra Benny Nielsen Transport. Og da han skal til at overhale, eksploderer det venstre forhjul på lastbilen.

- Der sker det, at førerhuset på lastbilen med det samme hælder 20-30 grader. Det slår bilen ud af kurs og i slinger, og han ryger ud i min bane. Jeg vælger instinktivt at bremse og holde ind til højre for at undvige. Det var meget dramatisk, siger Lars Jensen, som på tidspunktet for eksplosionen i dækket vurderer, at han lå 30 meter bag lastbilen.

Sådan så der ud på motorvejen umiddelbart efter uheldet. (Foto: Lars Jensen)
Sådan så der ud på motorvejen umiddelbart efter uheldet. (Foto: Lars Jensen)

Rammer autoværn for fuld smadder
Lars Jensen opdager, at han ikke kan nå at bremse helt op. Og han vurderer nu, at han har været mere end almindelig heldig med ikke at ramme enten lastbilen eller nogle af de mange træstammer, som faldt af anhængeren på lastbilen.

- Han kører så ind i autoværnet for fuld smadder. Det var ualmindelig heldigt, at autoværnet holdt. For der var masser af trafik i modsat retning. Autoværnet blev vel skubbet tre-fire meter ind over en længere strækning, fortsætter Lars Jensen.

På en eller anden måde lykkes det Lars Jensen at zigzagge uden om lastbil, den væltende anhænger og vragdele. Enkelte af stammerne, der hver især vejer flere hundrede kilo, tumler omkring højest to meter fra hans bil, vurderer han. Og efter selv at være standset helt op er det første, han tænker på, at komme hen til lastbilen for at se, om chaufføren er okay.

- Han stod oppe på førersædet. For satan han var chokeret. På det tidspunkt kom jeg til at tænke over, at ens liv bare er matematik. Jeg tænkte på, hvor vigtigt det er at passe på sine børn. For det kan være slut på en brøkdel af et sekund, siger Lars Jensen, som selv er far til tre.

Det var disse træstammer, som Lars Jensen lige nåede at undvige. (Foto: Lars Jensen)
Det var disse træstammer, som Lars Jensen lige nåede at undvige. (Foto: Lars Jensen)
 

Et spørgsmål om sekunder
Hele episoden har ikke taget mere end få sekunder.

- I sidste ende er det et spørgsmål om tilfældigheder. Det er et spørgsmål om held eller uheld. Jeg var heldig, at jeg ikke var kørt hjemmefra to sekunder før. Så var jeg kommet op på siden af ham, da eksplosionen skete. Så tror jeg ikke, jeg havde siddet her nu, siger Lars Jensen, som efter at have sundet sig valgte at køre videre til sit arbejde.

Chaufføren fra Benny Nielsen Transport var på vej med store træstammer fra Knuthenborg på Lolland, som skulle køres til et savværk i Nordsjælland. Han kom ikke noget til ved uheldet.

Sydsjællands og Lolland.Falsters Politi og redningmandskab brugte flere timer tirsdag formiddag på at rydde op efter uheldet. I perioden var der kun et spor farbart i nordgående retning.

Sådan ser Lars Jensens bil ud efter at være kommet helt ind til arbejdet. Møgbeskidt. (Privatfoto)
Sådan ser Lars Jensens bil ud efter at være kommet helt ind til arbejdet. Møgbeskidt. (Privatfoto)
 

Og selv efter oprydningen er der stadig udfordringer, melder politiet ud på twitter sidst på formiddagen.

Ekstra Bladet har været i dialog med vognmanden bag træstamme-transporten. Han fortæller, at det var en punktering, der var skyld i uheldet. Han fortæller også, at hans chauffør har det godt, og at træstammerne er blevet hentet af en anden lastbil og kørt videre til savværket.

1 af 2 (Privatfoto)
2 af 2 Lars Jensen vurderer selv, at han var sekunder fra at havne i en katastrofe. (Privatfoto)