Drama i Vegas: Passagerfly evakueret under brand

Passagererne måtte flygte for livet, da der gik ild i motoren i British Airways-fly

Passagerer måtte flygte fra livet, da der gik ild i flymotoren. (Video: AP)

Et British Airways-fly med 159 passagerer og 13 besætningsmedlemmer om bord måtte evakueres, da der natten til onsdag udbrød brand i en motor kort før afgang fra lufthavnen i Las Vegas, USA.

Syv personer kom lettere til skade ved episoden, hvor alle om bord i hast forlod flyet via nødsliskerne, oplyser Associated Press.

Ifølge talsmand for de amerikanske luftfartsmyndigheder, Ian Gregor, opstod ilden i flyets venstre motor. En søjle af sort røg kunne ses fra flyet, mens passagerer løb i sikkerhed.

- Passagererne gled ned på landingsbanen ved hjælp af sliskerne og blev efterfølgende kørt i busser til terminalen, siger talsmand Ian Gregor.

Åh min Gud!
Reggie Bügmüncher fra Philadelphia fortæller, at hun ventede ved sin gate i lufthavnen, da hun hørte folk råbe 'åh min Gud'.

Da hun kiggede ud af vinduet, kunne hun se et fly, der var fuldstændig omgivet af flammer og tyk, sort røg.

- Alle løb hen til vinduerne, og folk stod i stolene og kiggede ud, mens de holdt vejret og håbede på det bedste, siger Bügmüncher til nyhedsbureauet.

Flere passagerer har på de sociale medier delt dramatiske billeder og videoer af flammer og den røgfane, som omsluttede store dele af flyet.

Ifølge lufthavnens brandvæsen gik der to minutter fra den første alarm, til brandbilerne var henne ved flyet. Tre minutter senere var alle personer ude af flyet.

Brandfolkene fik slukket ilden i flyet efter kort tid, men flyet blokerer fortsat landingsbanen i McCarran-lufthavnen i Las Vegas.

(Foto: AP)
(Foto: AP)
 

Boeing 777-flyet skulle have været til Gatwick ved London. Boeing oplyser på Twitter, at flyproducentens eksperter vil undersøge, hvordan branden kunne opstå.

Las Vegas-lufthavn er den niende travleste i USA og havde omkring 43 millioner passagerer sidste år.

Lufthavnen har direkte forbindelser til storbyer i Europa og Asien og modtager mange turister, der lokkes af byens hoteller og kasinoer.

Befandt du dig om bord på flyet? Send os en mail på 1224@eb.dk eller sms 1224 (alm. takst)

Brandfolk arbejder på stedet. (Foto: AP)
Brandfolk arbejder på stedet. (Foto: AP)
 

(Foto: AP)
(Foto: AP)