Drama på byggeplads: Bygherre truet med bande-ballade

En malermester, dennes kompagnon og to hjælpere er tiltalt for ulovlig tvang

Fire mænd fra et malermesterfirma sidder tiltalt ved Retten i Nykøbing Falster for ulovlig tvang mod en 72-årige bygherre. Foto: Per Rasmussen
Fire mænd fra et malermesterfirma sidder tiltalt ved Retten i Nykøbing Falster for ulovlig tvang mod en 72-årige bygherre. Foto: Per Rasmussen

En malermester og en bygherre var 15. maj 2019 så uenige om betaling for en opgave, at der midt på en byggeplads i Nykøbing Falster blev truet med rockerballade.

Det mener anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som har tiltalt den 46-årige malermester, dennes 25-årige partner i firmaet samt to hjælpere på 27 og 31 for ulovlig tvang.

De fire nægter sig skyldige.

På den ene side står den 72-årige bygherre, som hævder at være blevet truet til at betale en halv million kroner. På den anden malermesteren, der i Retten i Nykøbing Falster tirsdag flere gange bedyrede, at det ikke burde være ham, der sad på anklagebænken, men derimod bygherren.

- Jeg er lidt irriteret over at skal sidde her. I mere end 20 år som selvstændig har jeg aldrig oplevet noget lignende, sagde den 46-årige.

Sæt lyd på Bandeland

Bandeland er Ekstra Bladets nye podcastserie af samme navn. Første sæson går bag en af Danmarks mest berygtede bander, Loyal to Familia.

Du kan gratis lytte til alle afsnit i serien her:





Der kommer et nyt på tirsdag. Læs mere på bandeland.dk.

Tvist om 500.000 kroner
Byggeprojektet gik fint indtil februar.

- Så fik de penge til indkøb af materialer, og så så vi ikke malerfirmaet mere, sagde den 72-årige.

Malermesteren hævder derimod, at der mangler at blive betalt 500.000 kroner for såkaldt ekstraarbejde ud over det, der var aftalt i kontrakten.

Det gjorde, at malermesteren i maj fik en hjælper til at kontakte bygherren med henblik på at få sat et møde i stand på byggepladsen.

Truede med bandemedlemmer
Den første del af mødet foregik i et mødelokale i en skurvogn. Her er parterne enige om, at bølgerne gik højt. Mens malermesteren altså krævede 500.000 kroner, hævdede bygherren, at alle fakturaer var betalt. Faktisk mente bygherren at have penge til gode hos malermesteren for fejl og mangler på det udførte arbejde.

Sidst under mødet, mens flere af deltagerne havde forladt mødelokalet, hævder bygherren, at en af malermesterens hjælpere truede med at få bandemedlemmer til at kradse pengene ind.

- Der var en truende stemning. De fortalte, at der var en masse ekstraarbejde, men vi havde aldrig hørt om det. Det blev stillet som krav. Ordføreren blev tilbage. Han truede med, at hvis vi ikke lavede aftalen, ville andre komme til. At han ville bruge nogle andre personer, som var svære at have med at gøre, sagde den 72-årige i retten.

Nem eller svær måde
Også en rådgivende ingeniør, som deltog i mødet som projektleder for bygherren hørte truslerne fra en af malermesterens hjælpere.

- Han sagde, at vi kunne gøre det på den nemme måde, eller på den svære måde. Han kendte folk i bandemiljøet, sagde projektlederen.

Den 31-årige hjælper vidnede i retten og sagde, at den svære måde i det konkrete tilfælde betød, at tvisten ville havne i retten.

- Jeg synes, de skulle klare tvisten som mænd og lave en aftale, sagde den 31-årige.

Mødet endte imidlertid med, at de fire forlod lokalet. Et par minutter senere gik den 72-årige også ud af skurvognen. Og uden for ventede de fire på ham.

Skubbede bygherre rundt
En videooptagelse fra byggepladsen viser, hvordan den 72-årige siden bliver skubbet og puffet flere meter af en af malermesterens hjælpere, mens det er tydeligt på optagelsen, at der bliver diskuteret.

- Jeg kan huske, jeg siger 'hvad fanden bilder du dig ind at skubbe til mig. Jeg er en ældre mand, og du er ung', sagde den 72-årige i retten.

Også en låsesmed, som tilfældigvis var på stedet, blev inddraget i balladen.

- Jeg tænkte, at her foregår noget, der ikke er som det skal være. Jeg tog min mobiltelefon frem og nåede faktisk ikke at beslutte, om jeg skulle ringe til politiet eller bare videooptage, hvad der skete, før en af dem kommer hen til mig og beskylder mig for at have optaget dem, sagde låsesmeden i retten.

Nægtede at udlevere telefon
Ifølge låsesmeden blev han siden truet med en springkniv til at udlevere sin mobiltelefon, hvilket han nægtede at gøre.

- Så er der en anden som kommer og hiver ham væk, inden han når at gøre mere, sagde låsesmeden.

To af de fire tiltalte i sagen blev væk på den første af to retsdage. Det var tæt på, at sagen blev udsat, men anklageren valgte at fremme sagen til behandling alligevel, selv om der altså manglede to tiltalte. Det kunne kun lade sig gøre, hvis han accepterede en præmis om ikke at kræve mere end seks måneders fængsel.

Det kom samtidig frem i retten, at malerfirmaet blev taget under konkursbehandling i dagene efter mødet på byggepladsen.

Der falder dom 18. juni.