Dramatisk fangeflugt: Derfor sluttede jagten i bagagerum på Kia Rio

To betjente vidnede fredag i sagen om fangeflugten fra Storstrøm Fængsel

Kort efter at tre fængselsbetjente blev truet til at lade en 33-årig fange gå, spærrede politiet Farø af, så ingen biler kunne komme til Sjælland uden at skulle forbi en politikontrol. Foto: Per Rasmussen
Kort efter at tre fængselsbetjente blev truet til at lade en 33-årig fange gå, spærrede politiet Farø af, så ingen biler kunne komme til Sjælland uden at skulle forbi en politikontrol. Foto: Per Rasmussen

En 33-årig mands flugt fra Storstrøm Fængsel 26. september i fjor, endte med, at den 33-årige blev fundet af to politibetjente under et lagen i bagagerummet på en Kia Rio.

Det kom fredag frem i Retten i Nykøbing Falster, hvor to politibetjente vidnede i sagen, hvor den 33-årige sidder tiltalt sammen med fem medsammensvorne uden for fængselsmurene.

Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.

Når de to betjente i det hele taget var indkaldt til at skulle vidne om omstændighederne under jagten på flugtfangen, skyldes det, at den 33-årige selv under sin forklaring hævdede, at han var blevet tvunget til at følge med de mænd, der befriede ham ved sygehuset i Nykøbing.

Truede fængselsbetjente
Det hele var meget dramatisk, da den 33-årige ankom til sygehuset, hvor det var meningen, at han skulle behandles. Han blev kørt til sygehuset af tre fængselsbetjente, er det tidligere kommet frem under retssagen.

Og da de netop var ankommet til sygehusets parkeringsplads, sprang to mænd frem og truede fængselsbetjentene med, hvad der lignede et skydevåben. De brugte også peberspray, som dog ikke ramte.

De tre betjente skyndte sig væk og efterlod den 33-årige i håndjern og fikseringsbælte. Siden kørte den 33-årige og de to øvrige væk i høj fart i en Mercedes.

Mens politiet arbejdede på Farø, er det opfattelsen, at den 33-årige opholdt sig på Lolland. Han kørte først senere mod København i bagagerummet på en Kia Rio. Foto: Per Rasmussen
Mens politiet arbejdede på Farø, er det opfattelsen, at den 33-årige opholdt sig på Lolland. Han kørte først senere mod København i bagagerummet på en Kia Rio. Foto: Per Rasmussen
 

Det er politiets opfattelse, at de siden skiftede til en anden Mercedes. Og også en Kia Rio blev brugt til flugten.

I den lå den 33-årige.

Tæt på lufthavnen
Det er opfattelsen, at Kia Rioen og den 33-årige forblev syd for Storstrømmen i en del timer, inden turen gik mod København.

De to betjente fra Københavns Politi fortalte i retten, at de ved 21-22-tiden om aftenen kørte rundt på Amager, da de over radioen hørte, at den flygtede fange kunne befinde sig i en Kia Rio i nærheden af lufthavnen.

Tre biler blev ifølge politiet brugt under fangeflugten. Den ene blev standset på Farø kort efter. Men den 33-årige var i en anden bil. Foto: Per Rasmussen 112 - 15. aug. 2019 - kl. 15:40 Fange nægter at være flygtet: De tvang mig

Og sandelig om ikke de to betjente opdagede en Kia Rio ved Amager Strandpark.

I den sad en af de øvrige tiltalte i sagen - en 23-årig mand, som betjentene i retten kaldte for en af 'de lokale'. Han havde ikke kørekort. Og da det samtidig viste sig, at han var påvirket af THC - det aktive stof i hash - blev han anholdt.

Den ene Mercedes blev faktisk standset på Farø. Chaufføren er en af de i alt seks tiltalte i sagen. Foto: Per Rasmussen
Den ene Mercedes blev faktisk standset på Farø. Chaufføren er en af de i alt seks tiltalte i sagen. Foto: Per Rasmussen

- Så bliver vi kontaktet af efterforskningslederen fra Lolland-Falster, der gør os opmærksom på, at der skulle være en anden person i køretøjet, sagde en af de to betjente i retten.

Lagen bevæger sig
Herefter konstaterer betjentene, at hattehylden fra bagagerummet ligger på bagsædet.

- Da vi går i gang, kan vi se, at der i bagagerummet ligger et lagen eller et tæppe. Det bevæger sig, og der er en synlig fod. Så begynder vi at lægge to og to sammen, fortalte den anden betjent.

Politibetjentene beordrede herefter personen under lagenet til at stikke sine hænder frem. Herefter fjernede de tæppet og fik personen anholdt. Det viste sig ganske rigtigt at være flugtfangen.

Han var hverken bagbundet, og havde heller ikke håndjern på. Til de to betjente fortalte han, at han havde ligget i bilen længe, og at han var blevet bortført.

Hævder sig bortført
Den 33-årige selv fortalte i retten, at han slet ikke kendte til befrielsesaktionen. Og at han var bange, da de to bevæbnede mænd bad ham om at følge med. Han gjorde det klart, at han var blevet bortført.

- Jeg blev nødt til at hoppe ind i bilen. Skulle jeg kæmpe mod to mænd, selv om jeg havde håndjern på? Det kan jeg ikke. Jeg er ikke supermand, sagde den 33-årige til stor morskab for flere af de øvrige tiltalte.

Politiet var allerede til massivt stede ved Retten i Nykøbing Falster, da de tiltalte ankom. Foto: Per Rasmussen 112 - 15. aug. 2019 - kl. 11:57 Dramatisk fangeflugt: Fem mænd befriede fange i fikseringsbælte

I retten præsenterede anklager Skipper Falsled også en snapvideo fra en af de tiltaltes mobiltelefoner. I retten kom det frem, at videoen var lavet, kort efter at den 33-årige var blevet befriet. På videoen ses den 33-årige i flugtbilen iført håndjern, mens han smiler.

I retten blev han derfor bedt om at fortælle, hvorfor han tilsyneladende så glad ud.

- Vi kører 200-300 meter, før jeg får at vide, at de er kommet for at hjælpe mig. Så var jeg ikke bange mere, lød svaret.

Risikerer retssag i Belgien
Tre af de seks tiltalte blev anholdt, samme dag som befrielsesaktionen fandt sted. De tre øvrige tiltalte blev anholdt senere. Den sidste så sent som i sidste uge. Han havde opholdt sig i Dubai i flere måneder og havde en international arrestordre rettet imod sig.

Anklageren antydede i sin forelæggelse af sagen, at et muligt motiv for fangeflugten er udsigten til at blive udleveret til retsforfølgelse i Belgien. Her står den 33-årige til at afsone en fængselsstraf på syv år.

Mandens forsvarer, Maibritt Storm Thygesen, gjorde imidlertid gældende, at det langtfra er sikkert, at den 33-årige overhovedet vil blive udleveret.

Retssagen afvikles over en håndfuld retsdage. Det forventes, at der falder dom 23. oktober.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere