Dramatisk ferie-start: Fly tvunget til landing, fordi kaptajnen blev syg

190 passagerer på vej til Kreta måtte sikkerhedslande i Kastrup

Airbus-flyet LN-RKK var på vej fra Aalborg til Kreta med 190 passagerer, da den 55-årige kaptajn blev syg ombord. (Polfoto)
Airbus-flyet LN-RKK var på vej fra Aalborg til Kreta med 190 passagerer, da den 55-årige kaptajn blev syg ombord. (Polfoto)

Ferien på Kreta fik en dramatisk start for 190 passagerer, da kaptajnen på et SAS-fly fra Aalborg til Kreta blev syg bag ror-pinden, mens Airbus-flyet var over det nordvestlige Polen.

Den 55-årige kaptajn følte sig utilpas og svimmel, så styrmanden måtte overtage flyvningen. Da kaptajnen fik det værre, besluttede besætningen at sætte kursen mod Københavns Lufthavn i Kastrup, hvor flyet sikkerhedslandede i god behold en halv time senere.

Episoden skete den 13. juni ved 17-tiden, og Havarikommissionen for Civil Luftfart har undersøgt den 'alvorlige hændelse' og har i dag offentliggjort rapporten.

Havde sovet dårligt
Konklusionen er, at kaptajnen blev ramt af en 'vasovagal episode', der er den mest almindelige årsag til besvimelse. En grundig undersøgelse på hospitalet viste ingen alvorlig sygdom, men besvimelse kan udløses af stress, dårlig søvn eller pludseligt fald i blodtrykket eller væskemangel.

Kaptajnen havde fløjet tre dage i træk, men flyvningen til Chania på Kreta var den første den dag, og den 55-årige havde haft en hvileperiode på godt 17 timer inden flyvningen. Men han forklarede, at han havde sovet dårligt om natten.

Flyet, en Airbus A321 med registreringen LN-RKK, lettede klokken 16.08 fra Aalborg og var i cruise højde over Polen, da kaptajnen blev svimmel.

Styrmanden overtog kontrollen og slog autopiloten til. Han skruede ned for varmen i cockpittet og kaptajnen tog sin iltmaske på.

Efter et minut tog han masken af igen, da han følte sig bedre, og de to piloter besluttede at fortsætte flyvningen.

Blev dårlig igen
Men lidt efter blev den 55-årige kaptajn dårlig igen. Styrmanden bad ham tage iltmasken på igen og beholde den på.

Besætningen besluttede at omdirigere flyet til København, og et medlem af kabine-besætningen blev kaldt til cockpittet for at holde øje med kaptajnens tilstand.

Passagererne blev informeret om, at flyet var nødt til at flyve til København på grund af kaptajnens tilstand. Styrmanden erklærede en 'medical emergency' til flykontrollen, der gav LN-RKK første prioritet til at lande i Kastrup.

i Kastrup ventede en ambulance, og kaptajnen blev kørt til undersøgelse.

Den 55-årige kaptajn havde ikke tidligere været syg eller haft besvimelses-anfald.