Dramatisk politijagt endte brat: Kørte galt og stak af fra stedet

En dramatisk politijagt endte lørdag formiddag brat, da den eftersøgte kørte ind i en personbil og stak af fra stedet

Ved du noget?

Tip os på sms 1224 (alm. SMS-takst), eller send en mail til 1224@eb.dk. Du kan også vælge at udfylde formularen herunder.

Efter en cirka 17 kilometer lang politijagt på motorvej og i Indre By i København stødte gerningsmanden sammen med en personbil ved Sankt Kjelds Plads. Gerningsmanden stak efterfølgende af fra stedet, og politiet leder nu efter ham.

Der var to andre i flugtbilen. Den ene var kortvarigt anholdt og afhørt, men blev efterfølgende løsladt.

Det bekræfter Københavns Politi overfor Ekstra Bladet

- Klokken 10.24 kørte den eftersøgte galt ved Sankt Kjelds Plads i København, fortæller Henrik Svejstrup, der er vagtchef hos Københavns Polti, til Ekstra Bladet.

- Nu fortsætter vi efterforskningen og forsøger at få føreren af bilen anholdt.

17 kilometers flugt

Nordsjællands Politi fortæller, at politjagten startede på baggrund af en anmeldelse.

- Der er noget så simpelt som en anmeldelse om dårlig kørsel, siger Christian Kobbernagel, der vagtchef for Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

- På baggrund af anmeldelsen følger vi naturligvis efter bilen, men da vi sætter de blå blink på accelerer personen op og kører ind i Københavns storkreds.

Politijagten startede på Helsingørmotorvejen i sydgående retning ved Vedbæk.

Den stoppede først omkring 17 kilometer efter, da personen kørte galt inde i København.

Politiet er på stedet og er gået i gang med efterforskningen.

En enkelt på hospitalet

Efter Ekstra Bladet fik en henvendelse fra en person, der var involveret i uheldet, har vi søgt en bekræftelse hos politiet.

Politiet har sidenhen bekræftet, at flugtbilisten kørte ind i en personbil.

- Flugtbilisten kørte ind i en personbil med tre voksne. Den ene havde nakkesmerter, og blev kørt på hospitalet, siger Henrik Svejstrup.

Ekstra Bladet har været kontakt med en af personerne i bilen, men vedkommende har ikke haft lyst til at fremgå med navn. Han fortæller dog, at der var fem personer i bilen. To af dem blev kørt til Bispebjerg Hospital i ambulance. Skaderne var dog ikke alvorlige.

Politiet leder stadigvæk efter gerningsmanden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere