Dreng bag seks voldtægtsforsøg: Her er dommen

En 16-årig dreng har fået en hård fængselsdom for seks voldtægtsforsøg i Lyngby

Grafikken er fjernet på grund af opdateringer på sitet.

 

Retten i Lyngby, Ekstra Bladet

En dreng på 16 år er skyldig i seks voldtægtsforsøg mod unge kvinder i Lyngby.

Det har retten i Lyngby netop afgjort, og drengen, der kun var 15 år på gerningstidspunktet, er idømt fire et halvt års ubetinget fængsel.

Han skal også betale 30.000 kr. i tort til hver af de seks kvinder, altså 180.000 kr.

Retten afviste dermed drengens nye forklaring om, at der var tale om gaderøverier og ikke voldtægtsforsøg, da han overfaldt de seks kvinder.

Han hævdede under retssagen, at tre navngivne drenge, en dansker og to tyrkere, truede ham til at overfalde kvinderne for at stjæle deres mobiler, penge og tasker. Der var intet seksuelt i overfaldene, og han gramsede kun på kvinderne for at lede efter værdier i og under tøjet, forklarede han.

Retsformand Helle Hjelm Poulsen sagde ved domsafsigelsen, at retten har tilsidesat den 16-åriges forklaring, fordi den ikke passer med sagens øvrige oplysninger og vidneforklaringerne fra kvinderne, som retten finder troværdige.

Drengen har også flere gange skiftet forklaringer, og retten siger, at voldtægtsforsøgene, ifølge kvindernes forklaringer, er sket, som det er beskrevet i anklageskriftet.

Se også: Anklager kræver 16-årig idømt fem års fængsel for serie af voldtægtsforsøg

Dommeren sagde, at der er sket en skærpelse af straffen for voldtægt, og derfor mener retten, at fire et halvt års fængsel er passende.

Anklager Christina Schønsted havde påstået mindst fem års fængsel, mens forsvarer Poul Ege Poulsen forlangte frifindelse for voldtægt og en mild dom alene for vold mod kvinderne.

Den 16-årige lod sig ikke mærke af den strenge straf. Men det gjorde hans mor, der har overværet hele retssagen. Hun gav et dybt suk fra sig og tog hænderne op foran ansigtet, da dommen faldt.

Se også: 36-årig overfaldet under løbetur: Stak tommelfingeren i drengens øje

Efter en kort drøftelse mellem forsvareren, drengen og hans forældre meddelte advokat Poul Ege Poulsen, at sagen ankes til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

Anklager Christina Schønsted forlangte efter dommen, at drengen fortsat skal være varetægtsfængslet, og det gav retten hende medhold i. Den 16-årige sidder fængslet i surrogat på en sikret ungdomsinstitution Sølager.

Inden politiet førte drengen ud af retten for at køre ham retur til institutionen fik han et varmt kys af sin mor.

Se også: Dreng nægter seks voldtægtsforsøg: - Jeg blev tvunget til at røve kvinderne

Drengen er det ene af familiens tre adoptivbørn fra Sydamerika. Indtil i dag var han ustraffet og interesserede sig mest for fodbold, grafitti og sit arbejde på et værksted. På institutionen Sølager beskriver personalet ham som en glad, sød, rolig og humoristisk dreng, der også er høflig, men mangler sociale kompetancer. Men han er inde i en positiv udvikling fagligt og personligt.

Han har tæt kontakt til forældrene og til to kontaktpersoner, der besøger ham i weekenderne, og Lyngby-Taarbæk kommune står klar med socialpædagogisk hjælp den dag, han bliver løsladt.

Se også: 16-årig dreng i voldtægtssag overfaldet af medfange

 

Her er de seks gerningssteder:

17. marts 2015 kl. 20.50 på græsarealet bag ved Lyngby Ret. (Foto: Mogens Flindt)
17. marts 2015 kl. 20.50 på græsarealet bag ved Lyngby Ret. (Foto: Mogens Flindt)

 

21. april 2015 kl. 18.10 på stien langs Lyngby Sø. (Foto: Mogens Flindt)
21. april 2015 kl. 18.10 på stien langs Lyngby Sø. (Foto: Mogens Flindt)

 

26. juli 2015 kl. 20.40 på Lyacvej ud for 11 i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)
26. juli 2015 kl. 20.40 på Lyacvej ud for 11 i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)

 

3. oktober 2015 kl. 20.30 på Hollandsvej ud for 5 i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)
3. oktober 2015 kl. 20.30 på Hollandsvej ud for 5 i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)

 

31. oktober 2015 kl. 19.20 på stien mellem Jernbanepladsen og Lyngby Hovedgade i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)
31. oktober 2015 kl. 19.20 på stien mellem Jernbanepladsen og Lyngby Hovedgade i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)

 

31. oktober 2015 kl. 21.50 i tunnelen på Trongårdsvej i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)
31. oktober 2015 kl. 21.50 i tunnelen på Trongårdsvej i Lyngby. (Foto: Mogens Flindt)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere