Dreng kørt ned med vilje efter snekast

En 35-årig mand mente, at en 14-årig dreng havde kastet sne mod hans bil, og derfor valgte han at påkøre ham

Arkivfoto: Jens Dresling
Arkivfoto: Jens Dresling

Ved du noget? Tip os på mail på 1224@eb.dk eller SMS/MMS på 1224 (koster alm. takst)

En kun 14-årig dreng slap med forskrækkelsen og nogle små knubs, da han mandag aften blev kørt ned med vilje af en 35-årig mand.

Det fortæller Peder Christensen fra lokalpolitiet i Holstebro til Ekstra Bladet.

Drengen kom gående på fortovet ved Apollon biografen i Struer, da en bil drejede direkte op i ham og ramte ham i venstre side.

- Der er tale om en bevidst påkørsel. Drengen røg over på en kølerhjelm på en anden bil, der holdt parkeret, siger han.

Da teenageren lå på kølerhjelmen, gik bilisten ud af bilen, hvorefter han gav den 14-årige en lussing.

Gerningsmanden og den 14-årige dreng kendte ikke hinanden.

- Men han har fortalt, at den 14-årige kastede sne mod hans bil, og derfor skete påkørslen, siger Peder Christensen.

- Vi har sigtet ham for grov vold efter straffelovens paragraf 245, og vi har desuden sigtet ham for vold paragraf 244, da den 14-årige også modtog en lussing, lyder det.

Den 35-årige er løsladt.

Politiet oplyser, at den 14-årige nægter at have kastet med sne.