Dreng lokket i fælde efter cykeltyveri

31-årig mand så sin stjålne racercykel sat til salg på DBA

En 15-årig dreng kan nu se frem til at blive straffet for hæleri, efter at han forsøgte at sælge en stjålet racercykel videre. Der er ikke tale om cyklen på billedet her. Foto: Shutterstock
En 15-årig dreng kan nu se frem til at blive straffet for hæleri, efter at han forsøgte at sælge en stjålet racercykel videre. Der er ikke tale om cyklen på billedet her. Foto: Shutterstock

Mandag lykkedes det en snarrådig mand ikke alene at få sin stjålne cykel tilbage. Han lokkede også gerningsmanden i en fælde.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Manden fandt racercyklen, som var blevet stjålet, på Den Blå Avis og ringede til politiet.

Derudover tog han kontakt til sælgeren og lod, som om han var interesseret i cyklen. De to aftalte et mødested, og den 31-årige gav informationerne videre til politiet.

Mandag eftermiddag mødte politiet op, hvor det var meningen cykelhandlen skulle finde sted.

På stedet fandt de personen, som havde sat cyklen til salg.

Han fortalte at han havde sat cyklen til salg for en ven, som patruljen valgte at opsøge.

På adressen åbnede en kun 15-årig dreng døren.

Han gik hurtigt til bekendelse og indrømmede, at han havde stjålet cyklen.

Under en uddybende samtale, hvor drengens mor også deltog, forklarede han, at han sammen med en ven forleden havde fundet cyklen ved en container og havde besluttet sig for at stjæle og sælge den.

Den unge mand er nu sigtet for hæleri.

Gode råd, når du handler på nettet

- Brug mobilepay

Så deler du ikke kortoplysninger med webshoppen.

- Vær på vagt/vær kritisk

Et typisk tegn på fupbutikker er stavefejl eller meget lave priser. Du kan også se, hvad andre siger om hjemmesiden, ved at søge på dens navn.

- Gem dokumentation for dit køb

Gem kvittering eller tag billede af din ordrebekræftelse. Det er dit bevis på dit køb.

Kilde: Østjyllands Politi og Jyske Bank