Drenge anholdt for fyrværkeri løsladt

Natten til lørdag blev to drenge løsladt efter endt afhøring om affyring af fyrværkeri mod andre

To 15-årige drenge, der fredag blev anholdt for at affyre fyrværkeri mod andre på Nørrebro i København, er natten til lørdag blevet løsladt.

Det oplyser Københavns Politi.

Drengene blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 252, som handler om at udsætte andres liv og helbred for fare.

- De er blevet løsladt efter endt afhøring lidt efter klokken 01 i nat, fortæller vagtchef Henrik Svejstrup lørdag.

Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er grundlag for at kræve de to drenge varetægtsfængslet. Derfor bliver de ikke stillet for en dommer.

Drengene er dog fortsat sigtede for overtrædelse af straffeloven og risikerer dermed også en straf.

Torsdag udsendte Københavns Politi en pressemeddelelse med overskriften 'Farligt brug af fyrværkeri kan give op til otte års fængsel'. I meddelelsen henviser chefpolitiinspektør Jørgen Bergen Skov til paragraf 252's strafferamme.

Den er fængsel indtil otte år.

Det er imidlertid sjældent, at paragraf 252 resulterer i straffe på mange års fængsel. Tidligere i år blev to mænd, som efter politiets opfattelse var medlemmer af banden Loyal To Familia, idømt henholdsvis seks og syv års fængsel for overtrædelse af paragraffen.

Vestre Landsret dømte mændene for, fra en scooter i fart på Søndervangs Alle ved Viby i Aarhus, at have affyret flere skud fra en pistol mod en 26-årig mand.

I byretten blev de dømt for drabsforsøg. Men landsretten mente ikke, at det kunne bevises, at de var ude på at dræbe offeret. Så de blev alene dømt for at forvolde fare for hans liv.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere