Drenge mistænkt: Stak ild på skole og bil i grusgrav

Politiet er netop nu ved at foretage anholdelser i sagen

Politiet i Syd og Sønderjylland er lige nu ved at foretage anholdelser af en 16-årig og en 14-årig dreng fra Varde-egnen, som mistænkes for tyveri og to tilfælde af brandstiftelse.

- Vi er netop nu på vej ud for at anholde drengene, som herefter vil blive afhørt. Vi har tidligt fredag morgen anholdt og afhørt en anden 16-årig dreng, oplyser politikommissær Peder Jessen, der er leder af lokal efterforskning nordvest.

De tre drenge mistænkes for at have stukket ild på Lunde Skole i Lunde ved Varde torsdag sidst på eftermiddagen. Ved et tilfælde blev drengene afsløret af en mand, som først slog alarm til politiet og derefter gik i gang med at slukke ilden i en skraldespand, som stod under skolens udhæng.

- Manden genkendte de tre gerningsmænd, som flygtede fra stedet på en knallert, oplyser Peder Jessen.

Ild på bil
Torsdag blev der i Varde stjålet en bil, som tidligt fredag morgen blev kørt ud i en grusgrav ved Nørre Nebel og antændt. Bilen - en Peugot 107 - udbrændte.

- Vi mener, at drengene også står bag dette forhold, siger politikommissæren til Ekstra Bladet.

Politiet blev allerede torsdag kontaktet af moderen til den ene af de 16-årige drenge. Hun fortalte, at drengene formentligt kørte rundt i en stjålet  bil.

- Moderens henvendelse førte til, at vi kunne koble de to forhold sammen, oplyser Peder Jessen.

Drengene, som politiet netop nu er ved at anholde, vil blive løsladt efter endt afhøring.

 

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere