Drønede af sted med påhængs-redskab: Se den vilde straf

Kørte 51 km/t for stærkt: 6.000 kroner i bøde og skal til ny teori- og køreprøve

Politifoto
Politifoto

Det bliver noget af en dyr affære for en sønderjysk arbejdsmand, at han i dag drønede af sted i sin varebil i strakt galop.

Manden kørte med 81 km/t gennem den lille sønderjyske by Gover, hvor man normalt kun må køre 60 km/t.

Her ventede færdselsbetjent Kenneth Benfeldt med sin håndholdte laser. Og så kom der ellers gang i bøderegnen.

- Da manden havde koblet et uindregistreret påhængsredskab til varebilen, så måtte han kun køre 30 km/t. Desuden havde han heller ikke sin sikkerhedssele på. Det kostede alt i alt en bøde på 6.000 kroner, fortæller Kenneth Benfeldt til Ekstra Bladet.

Betinget frakendelse
Ifølge Kenneth Benfeldt er der mange bilister, som ikke er opmærksomme på reglen om kørsel med uindregistrerede påhængsredskaber.

- Folk kører typisk med skurvogne, cementblandere eller brændekløvere efter deres bil. Og netop fordi redskaberne ikke indregistrede, må man altså ikke køre mere end 30 km/t, forklarer færdselsbetjenten fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Udover bøden på de 6.000 kroner skal manden også op til en ny teori- og køreprøve.

Tog det pænt
- Han tog det faktisk pænt. Men det kan da godt være, at han begynder at ærgre sig noget, når han kommer hjem og begynder at regne på, hvor mange timer han skal arbejde for at betale bøden, siger Kenneth Benfeldt til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere