DSB kører tog under Storebælt uden brandalarmer

44 af DSB´s togsæt i Intercity-trafikken har ingen brand- eller røgalarmer, selvom de kører under Storebælt

ER-togsættene kaldes også IR4 hos DSB, der har 44 togsæt af typen. På fire år var der 35 hændelser med røg og brand i ER-tog, der sammen med IC3 udgør grundstammen i Intercity-trafikken. Foto: René Strandbygaard/DSB
ER-togsættene kaldes også IR4 hos DSB, der har 44 togsæt af typen. På fire år var der 35 hændelser med røg og brand i ER-tog, der sammen med IC3 udgør grundstammen i Intercity-trafikken. Foto: René Strandbygaard/DSB

Hver dag kører DSB tusindvis af passagerer gennem den otte kilometer lange tunnel under Storebælt med tog, som ikke er udstyret med alarmer for brand, røg eller varmeudvikling.

Der har ellers 35 gange på fire år været episoder med brande eller røg på DSB´s 44 ER-togsæt, der sammen med DSB´s 96 IC3-togsæt udgør grundstammen i Intercity-trafikken mellem Sjælland, Fyn og Jylland.

Det afslører en analyse fra Havarikommissionen for Jernbane, der har undersøgt de 35 episoder fra 2010 til 2014.

Havarikommissionen er efter analysen kommet med en anbefaling til Trafikstyrelsen og DSB om at vurdere risikoen for brand på ER-togene, og om ikke der nu er behov for at installere brand- og røgalarmer i togene.

IC3 har røgalarmer
IC3-togene har i modsætning til ER-togene brand- og røgmeldere, men en analyse fra Havarikommissionen, der blev offentliggjort i december sidste år, afslørede, at de kun virkede i cirka halvdelen af tilfældene.

På godt fire år havde der været 90 episoder med røgudvikling eller brande i IC3 tog.

Se også: Røg og brand i Intercity-tog 90 gange

ER-togsæt kører ofte sammenkoblet med IC3-togsæt gennem Storebælt-tunnellen, men Havarikommissionens rapport viser blandt andet, at hvis lokomotivføreren sidder i førerkabinen på IC3-toget, så får han ingen alarm, hvis der opstår brand i det tilkoblede ER-tog.

Masser af olie kan brænde
Der er ellers nok, der kan brænde. Et ER-togsæt rummer 815 liter transformatorolie, 26 liter gearolie og 11 liter kompressorolie.

Havarikommissionen skriver: - ER togsæt er  ikke udrustet med systemer til brand- eller røgdetektering, heller ikke i områder med stor energiomsætning.

Et togsæt vejer 138 tons, er godt 76 meter langt og har 233 siddepladser. Højeste hastighed er 180 km/t.

DSB fik leveret sine 44 elektriske ER-togsæt fra 1993 til 1997, hvor de var beregnet til regionaltrafikken. I slutningen af 90´erne blev de opgraderet i design og med pladsreservation til Intercity-trafikken.

Men ifølge Havarikommissionen vurderede DSB ikke behovet for at installere brand- og røgalarmer, da ER-togene blev sat ind i Intercity-trafikken.

I snit kører et ER-togsæt cirka 180.000 kilometer om året.

12 brande i undervogne
De 35 hændelser med brand og røg fra 2010-2014 var fordelt med 12, der opstod i gear og banemotor, mens 23 hændelser var af 'anden' eller 'uoplyst' årsag.

Ingen af episoderne udviklede sig dog til brand i passagerafdelingerne. Ingen passagerer er kommet til skade, dog er flere blevet kørt til observation for røgforgiftning.

DSB har siden 2012 udført en række forebyggende tiltag for at hindre lejehavarier på ER-tog ved banemotoren, som tidligere har ført til røg og brand.

Her er Havarikommissionens sikkerhedsmæssige anbefaling:

Idet

• der forekommer røgudvikling og eller brand på ER-togsæt, og

• ER-togsættene sammen med IC3-togsæt er grundstammen i dansk Intercitytrafik og befordrer

passagerer gennem Storebæltstunnellen, samt at

• der ikke foreligger en risikovurdering vedrørende røg- og brandudvikling bl.a. i undervognen

bør behov for detekteringsforanstaltninger vurderes.

Havarikommissionen anbefaler at Trafikstyrelsen sammen med DSB gennemfører risikovurdering af brandforhold på ER-togsæt, herunder en vurdering af behov for detekteringsforanstaltninger.

DSB: Ingen planer om alarmer
Sikkerhedschef i DSB Lars Nordahl siger til Ekstra Bladet, at DSB tager Havarikommissionens redegørelse alvorligt og løbende følger op på sikkerheden.

DSB har i oktober 2013 ombygget banemotorerne på ER-togene, og siden har der ikke været episoder med røg og brand fra banemotorerne.

DSB har dog ingen aktuelle planer om at installere brand- og røgmeldere på ER-togene:

- De er ikke født med det, og der er ikke krav om det, siger sikkerhedschefen.

- Er det betryggende at køre med tog under Storebælt, som ikke er udstyret med brand- og røgmeldere?

- Vi kører ikke med tog under Storebælt uden det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt. DSB opretholder et højt sikkerhedsniveau., siger Lars Nordahl.

DSB har endnu ikke hørt fra Trafikstyrelsen efter Havarikommissionens redegørelse, men DSB er klar til at gennemgå rapportens anbefalinger med Trafikstyrelsen, som i december gennemførte et tilsyn hos DSB omkring sikkerheden i IC3-togene.

Det skete efter Havarikommissionens forrige rapport, der undersøgte 90 episoder med røg og brand i IC3-tog.

1 af 2 Også IC3 tog, som her, har været ramt af brande og røg. Her bliver passagerer evakueret fra et IC3 tog ved Hørning. (Foto: Claus Bonnerup/Polfoto)
2 af 2 ER-togsættene kaldes også IR4 hos DSB, der har 44 togsæt af typen. På fire år var der 35 hændelser med røg og brand i ER-tog, der sammen med IC3 udgør grundstammen i Intercity-trafikken. Foto: René Strandbygaard/DSB

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere